Efterlønsafskaffelse kan forværre den finanspolitiske holdbarhed

Velfærdsaftalen omfatter gradvist højere efterløns- og folkepensionsalder efter følgende model:

• Efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 62 år fra 2019 og frem mod 2022, mens folkepensionsalderen hæves gradvist fra 65 til 67 år fra 2024 og frem mod 2027.
• Fra 2025 indekseres aldersgrænserne i tilbagetrækningssystemet med udgangspunkt i restlevetiden for 60-årige, således at den forventede periode med efterløn og folkepension er omkring 19½ år på sigt. Indekseringsprincippet bevirker, at al længere levetid automatisk medfører flere år på arbejdsmarkedet Ændres levetiden ikke, vil efterlønsalderen fortsat være 62 år.

En nyuddannet faglært på 20 år, kan med velfærdsaftalen tidligst trække sig tilbage som 66½-årig. Havde politikerne nøjedes med at afskaffe efterlønnen i 2006-aftalen, kunne den 20-årige allerede gå på folkepension som 65-årig.

Men afskaffer man efterlønnen i dag, vil den 20-åriges tidligste pensionsalder blive 71½ år - altså over 11 år senere end i dag. En nyfødt kan tidligst forvente at gå på efterløn som 68½-årig. I dag er efter-lønsalderen 60 år.

Afskaffes efterlønnen, vil en nyfødt fremover kunne gå på folkepension som 73½ år. Dermed vil Danmark få Europas absolut mest restriktive tilbagetrækningsordning.

Det viser, at 2006-reformen er dramatisk. Det er derfor i dag ikke meningsfyldt at tale om at afskaffe efterlønnen uden samtidigt at tale om, hvad man gør med folkepensionsalderen.