Er denne mand inhabil?

Af Michael Thorberg

Den 24. marts afsagde Klagenævnet for Udbud en kendelse, som efter alt at dømme kan få konsekvenser for BL’s måde at være brancheorganisation på. Den 11 sider lange kendelse var en foreløbig kulmination på en lang og indædt strid om, hvem der skal administrere 477 boliger i Nygårdsparken i Brøndby.

Hvad substansen i den lokale strid er, kan læses i resumeet af sagen andetsteds på dette opslag. Men det punkt i kendelsen, som har principiel betydning og kan få videre konsekvenser for BL’s arbejde, handler dybest set om, hvorvidt Boligselskabernes Landsforening kan have ledende medarbejdere fra store boligorganisationer siddende på de demokratiske topposter i organisationens valgte organer, samtidig med at BL udfører rådgivningsarbejde i sager, hvor en boligorganisation skal vælge administrationsselskab blandt flere mulige i et såkaldt ”udbud”.

På den måde blev BL’s formand Palle Adamsen en ufrivillig hovedperson: For er der ikke risiko for inhabilitet, når manden som formand står i spidsen for den brancheorganisation, som yder rådgivning, samtidig med at han som direktør står i spidsen for et selskab, der afgiver tilbud på opgaven?

De logiske konsekvenser
I kendelsen fra Klagenævnet for Udbud lyder den centrale passage:

”Boligselskabernes Landsforenings rådgivning til indklagede vedrørende udbuddet fandt sted såvel forud som under udbuddet. Da rådgivningen fandt sted, var Palle Adamsen både bestyrelsesformand for rådgiveren Boligselskabernes Landsforening og direktør hos tilbudsgiveren Lejerbo (…) Under disse omstændigheder påhviler det indklagede at bevise, at Lejerbo ikke under den del af udbudsprocessen, der ligger forud for tildelingsbeslutningen, har haft en konkurrencemæssig fordel som følge af personsammenfaldet. Indklagede har ikke løftet denne bevisbyrde.”

Kendelsen siger altså ikke, at Palle Adamsen var inhabil. Men den siger, at det ikke er bevist, at han ikke var inhabil.

Den logiske konsekvens af kendelsen kan være:

Enten kan BL ikke have en formand, som samtid er direktør i en stor boligorganisation, som beskæftiger sig med at sælge administrationsydelser.

Eller også kan BL ikke løse opgaver som rådgiver i sager om udbud af opgaven med at administrere en boligorganisation.

Skal man tage konsekvensen af den første implikation, så indsnævres mulighederne for, hvem der kan påtage sig formandshvervet i BL drastisk. Og hvem siger, at en forretningsfører eller organisationsformand i en boligorganisation ikke også vil kunne komme under mistanke for inhabilitet? Og vil mistanken kun koncentrere sig om formanden? Hvad med næstformanden, forretningsudvalget og BL’s bestyrelse? Alle steder sidder næsten udelukkende topfolk fra BL’s medlemsorganisationer.

Så er det nemmere for BL at drage en konsekvens af den anden implikation, nemlig ved fremover at lade være med at yde medlemsrådgivning i sager om udbud.

Er det så konsekvensen?

Vi skal have styr på Juraen
BL’s direktør, Bent Madsen, er i hvert fald ikke i tvivl om, at kendelsen fra Klagenævnet for Udbud skal tages alvorligt, men han understreger, at det endnu er for tidligt at drage meget håndfaste konklusioner:

”Før vi drager vidtgående konklusioner, skal vi allerførst være 100 % sikre på juraen i det her. Derfor har vi bedt BL’s advokat om et juridisk responsum for at få udredt trådene og klarlagt grænserne for, hvor langt vi kan gå – og ikke gå – i denne slags sager. Som en moderne interesseorganisation ligger det jo lige for, at vi skal kunne yde rådgivning i alle sager af betydning for vores medlemmer, men det er klart, at det skal ske på en måde, som er uangribelig både juridisk og moralsk.”

Bent Madsen nævner også som en mulighed, at man i sager om udbud, hvor BL yder rådgivning, sikrer, at alt går korrekt for sig ved hjælp af et uafhængigt revisions- eller advokatfirma. Han tilføjer dog:

”Men kan vi ikke finde en løsning, som af alle opfattes som fair og uangribelig, så er det naturligvis et åbent spørgsmål, om vi skal fortsætte med at rådgive i udbudssager.”

Læs resumé af en bitter strid



Boligen nr. 9 2010