Et partsindlæg om den islamiske udfordring
Boganmeldelse af Regnar M. Nielsen
Bogen ”Islams magt” indledes med en 10 sider lang beskrivelse af bydelen Rosengård, der ligger ved Malmø. Kapitlet hedder ”En anden
verden bare 30 minutter væk”. Når man har læst kapitlet, er man overbevist om, at de godt 20.000 indbyggere i Rosengård for de flestes vedkommende hader svenskere og de svenske værdier, er muslimske fundamentalister og hvis ikke så underlagt et islamisk tyranni, der vil opdrage dem til at blive det. Når kapitlet hedder ”En anden verden blot 30 kilometer væk”, er det for, at vi skal forstå, at sådan kan det også meget nemt blive her i vores udsatte boligområder.
Bogen er særdeles velskrevet, og man vil formentlig ikke stille spørgsmålstegn ved det velbeskrevne billede af Rosengård, hvis ikke lige det var, fordi man selv har været der tit og kender en del, der bor der.
I ngen tvivl om at de fleste af indbyggerne i Rosengård ser anderledes ud end den gennemsnitlige svensker. Men dem, jeg kender, hader ikke svenskere, og de tager kraftigt afstand fra bilafbrændere og andre ballademagere, der kaster dårlig omtale på deres boligområde. Den underlæggende advarsel om, at det kan blive lige så slemt i danske boligområder er overflødig. Rosengård er meget større, men ikke nødvendigvis værre end Vollsmose eller Gellerup. Nogen ting er værre, andre er bedre. De to forfatteres hang til gennem hele bogen at overdramatisere trusselsbilledet er møg-ærgeligt.Ikke mindst fordi de med stærk research dokumenterer, at vi i Danmark og med sikkerhed i mange almene boligområder i særdeleshed står over for betydelige problemer og endnu hårdere fremtidige udfordringer. Det dokumenteres, hvordan islam har udviklet sig i Europa gennem de seneste 30 år. Og det sandsynliggøres, hvordan den vil videreudvikle sig frem til 2050, hvor vi ifølge forfatterne i Danmark vil have 12 procent af indbyggerne, som er muslimer. Det dokumenteres, hvordan alt for mange etniske piger i de fundamentalistiske miljøer må leve et skoleliv i social isolation og under familiens overvågning. Det dokumenteres, at indvandrere er væsentligt mere kriminelle end etniske danskere. Og analysen af, hvorfor mange indvandredrenge ikke slår til, fordi de klemmes mellem forældrenes kulturbaggrund og så den danske, er både troværdig og fremragende.
I den sammenhæng ville det dog være passende også at nævne den sociale dimension. De familier, som er mest fremmedgjorte over for vores frigjorte danske kultur, er oftest dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, og som må leve på ekstremt små overførselsindkomster. Forfatterne har formentlig ret i, at mange af disse familier får flere børn end de danske gennemsnitsfamilier. Børn der så ikke er plads til i lejligheden, hvorfor de største må udenfor. Her kan de ikke kan foretage sig noget fornuftigt, fordi der ikke økonomi i familien til sunde og integrerende aktiviteter.
Om forfatterne
Karen Jespersen: Socialminister og indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer. Velfærdsminister i Anders Fogh Rasmussens regering og nu formand for Folketingets integrationsudvalg. Har skrevet en række bøger om sociale forhold, islam og integration, herunder bestselleren ”Islamister og naivister” (s.m. Ralf Pittelkow) Socialminister og indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens
Ralf Pittelkow:
Har en fortid som politisk rådgiver og som lektor på Københavns Universitet. Har skrevet en stribe bøger om samfundsforhold, islam og integration, herunder de to bestsellere ”Efter 11. september. Vesten og islam” og ”Islamister og naivister” (s.m. Karen Jespersen). Mangeårig kommentator ved Jyllands-Posten og i tv.
Boligen nr. 9 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
august 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |