Frit lejde-kampagne skal finde sociale bedragere
Borgere i Hillerød Kommune får i hele februar måned frit lejde
og mulighed for at rense samvittigheden, hvis de henvender sig til
Hillerød Kommunes Kontrolgruppe og fortæller, at de begår socialt
bedrageri.
Hillerød Kommune giver i hele februar måned borgere frit
lejde ved henvendelse om socialt bedrageri. Kommunen vil til
gengæld sætte hårdt ind mod borgere, som efter den 1. marts 2010
snyder kommunen ved at modtage uberettigede offentlige ydelser,
skriver Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.
Frit lejde-kampagnen betyder, at
borgere, som begår socialt bedrageri, får mulighed for at henvende
sig til kommunen uden at blive politianmeldt. Der vil stadig være
tilbagebetalingspligt på de ydelser, man uberettiget har modtaget,
men kommunen er åben for at igangsætte realistiske
afbetalingsordninger.
Frit lejde-kampagnen kommer
samtidig med, at Kontrolgruppen begynder at tage nye redskaber i
brug for at finde frem til borgere, som bevidst snyder. Fra 1.
marts bliver kampen mod sociale bedragere således intensiveret,
blandt andet er der nedsat en Kontrolgruppe, der udelukkende tager
sig af arbejdet med at afsløre sociale bedragere.
Borgmester Kirsten Jensen kalder
Frit lejde-kampagnen for en god mulighed for at få lettet
samvittigheden.
"Nogle gange er snyd måske ikke startet bevidst. Det kan
være, en borger ikke har fået fortalt til kommunen, at man ikke er
enlig længere. Med tiden synes det sværere at få fortalt kommunen
om det. Dem med dårlig samvittighed over at snyde alle os andre,
vil vi gerne have til at komme frem nu. For problemet med snyd
koster kommunen mange penge hvert år. Penge der kunne bruges bedre
på service til kommunens borgere," siger Kirsten Jensen.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |