• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Hamskifte

Foto: Jørgen Jørgensen

Som andre store bebyggelser fra 1970´erne har Varbergparken* i Haderslev sine sociale og tekniske problemer. Dem gøres der op med ved en gennemgribende og langvarig renovering, som ændrer på både funktioner, arkitektur og omgivelser.

Af Olav Lind

Varbergparken har en ualmindelig fin beliggenhed i bakkerne en kilometer øst for Haderslevs centrum og med udsigt over det inderste af Haderslev Fjord. Ikke mange almene bebyggelser har så let adgang til både byliv og natur. Naboerne omkring bebyggelsen er da også hovedsagelig store, gamle villaer, hvis beboere forstod områdets kvaliteter, længe før Varbergparken blev bygget. Det gjorde den 1972-82, og mens bebyggelsen var ny, blev den anset som særdeles attraktiv og moderne. Men omkring årtusindskiftet havde den udviklet den velkendte ”onde cirkel” med stor fraflytning, tomme lejligheder, høj arbejdsløshed blandt beboerne og hærværk i området. Det fik bygherren, Haderslev Andels Boligforening (HAB) til i 2003 at planlægge en radikal renovering af Varbergparken. Et første resultat heraf stod færdigt i 2009, men en gennemførelse af alle visionerne vil vare mindst frem til 2016. Det indtil nu synlige resultat er ældrecentret ”Kildebakken”, som er blevet til i et samarbejde mellem kommunen og boligforeningen. Det drejer sig om tre af Varbergparkens blokke med oprindelig 93 boliger, som er konverteret til 70 særligt indrettede plejeboliger beregnet for senil demente. Plejeboligerne ligger i de øverste tre etager, mens nederste etage er indrettet med bl.a. administration og café foruden et sundhedscenter til genoptræning. Alt i alt er der tale om en væsentlig ændring af bygningernes funktion. Den arkitektoniske ændring af de tre blokke er dog endnu mere radikal, for her er intet tilbage af bygningernes oprindelige 70'er-look.

Modernisme
Varbergparken gennemgik i 1990´erne en renovering med bl.a. glasinddækning af altanerne og metalinddækning af gavle og indgangsfacader, så intet af den oprindelige arkitektur er bevaret. Den var vel også ganske monoton som i de øvrige typehusbebyggelser, og renoveringen ændrede ikke det forhold. Det gør til gengæld renoveringen af de tre blokke, der er blevet til Kildebakken. Den er projekteret af C.F. Møllers Tegnestue i et formsprog inspireret af den tidlige modernisme, dvs. en arkitektur, der er 30-40 år ældre end Sydjyllandsplanen. Men det er en stil, der også i dag opfattes som moderne. Kildebakkens bygninger er derfor kubiske og så hvide, at man får associationer til renlighed og sanatorier, hvilket passer fint til formålet. De lange vandrette vinduesbånd, der var karakteristiske for de oprindelige boligblokke, er nu brudt op af nye elevatortårne, nye udvendige altaner og fremstående partier ved overgangene mellem de tre blokke. Det er helt klart en mere varieret og optimistisk arkitektur end den oprindelige.

Ukendelighed
Friarealerne omkring Kildebakken er indhegnede og specielt indrettet for institutionens beboere og brugere, men de fremtidige renoveringer omfatter også de øvrige friarealer og ikke mindst den interne trafik. Efter flere års debat er det endelig vedtaget, at Varbergparken får en ekstra vejforbindelse til omverdenen. Hidtil har den store bebyggelse kun haft én tilslutning til byens vejnet, en situation om også findes i bydelen Tingbjerg i København. For 30-40 år siden mente man, at den løsning ville skabe mindst trafik i et boligområde. Det er nok rigtigt, men den isolerer også området fra resten af byen, og det vil man nu råde bod på. Planerne for den fortsatte renovering af Varbergparken omfatter mange forskellige indgreb på og omkring bygningerne. For renoveringen af bygninger gælder generelt, at de ombygges med henblik på så lavt energiforbrug som muligt. En centralt beliggende blok (15) kommer således i lavenergiklasse 1 bl.a. ved tilføjelse af en selvstændig altankonstruktion på sydfacaden. Uden på altanerne opføres desuden en fri komposition af stålrør, der blot skal fungere som blikfang for bebyggelsen. Idéen er inspireret af ”Fuglereden”, det olympiske stadion i Beijing fra 2008, der sikkert havde samme hensigt. Ud over bygningsrenoveringer er der bl.a. planer om at etablere en dagligvarebutik i området, et bydelshus, forskellige lege-, sports- og parkarealer o.m.a. Det er som nævnt en proces, der vil vare flere år, men projekteringen af nogle bygningsarbejder begynder i år. Alt tegner til, at Varbergparken vil blive forandret til ukendelighed.

* Navnet Varbergparken er hentet fra Haderslevs svenske venskabsby, Varberg.


Plus
Ombygningen af de tre blokke til ”Kildebakken” er en arkitektonisk forbedring af bebyggelsen, ligesom den fremtidige renovering synes at blive.


Minus
Den fuldstændige forandring af Varbergparkens viser ingen respekt for den oprindelige arkitektur – som engang var ganske respektabel.




Boligen nr. 5 - 2010

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: april 2010
Senest opdateret: oktober 2010

Varbjergparken

Varbergparken, Chr. X´s Vej, 6100 Haderslev:

Bygherre: Haderslev Andels Boligforening (HAB)

Opført 1972-82 som del af Sydjyllandsplanen med arkitektfirmaet Kleemann & Bank-Rasmussen.

Antal boliger: oprindeligt 519 lejligheder + 24 værelser.

Kildebakken indflyttet 2009: 70 plejeboliger + sundhedscenter.

Arkitekt for den aktuelle renovering: C.F. Møllers Tegnestue, Århus.