Han har købt en almen boligafdeling
Ejer og vicevært Allan Toft Hansen har
købt de 16 boliger som spekulation og vil sælge dem hen ad
vejen. De almene lejekontrakter sikrer dog, at beboerne kan blive
boende på uændrede vilkår.
Af Ib Hagner
I forbindelse med finanskrisen bristede spekulationsboblen, og
luften sivede hurtigt ud af ballonen. Det har ført til mange
konkurser og en sand lavine af tvangsauktioner over private
udlejningsejendomme, og det har medført, at tusindvis af lejere er
kommet i klemme. Den almene sektor har gennem årene stort set været
forskånet for konkurser og tvangsauktioner og den slags problemer.
De er som regel blevet løst, inden det er nået så vidt. Men da en
forretningsfører for Boligkontoret Vestfyn begyndte at lege
byggematador, gik det alvorligt galt. Bag om ryggen på bestyrelsen
i Aarup Boligselskab satte han i 2005 gang i byggeprojekter uden at
have finansieringen på plads, og det førte til stor usikkerhed for
beboerne. Forretningsføreren blev bortvist, og
Landsbyggefonden trådte til for at sikre lejerne i de godt 200
boliger i Aarup og Glamsbjerg. Dermed blev en truende konkurs
afværget. Siden har Assens Kommune, Landsbyggefonden og
Boligforeningen Højstrup, der i dag er administrator, arbejdet på
at rekonstruere Aarup Boligselskab. Det lykkedes at finde en
løsning for 10 ud af 11 boligafdelinger, mens der blev indgivet
konkursbegæring mod afdeling 10, Bygmarken i Glamsbjerg, der består
af 16 boliger. Afdelingen var oprettet på et forkert grundlag uden
offentlige midler og var ikke til at redde. Beboerne blev
orienteret over en kop kaffe på Glamsbjerg Hotel, og de tog det
forbavsende roligt. Konkursbegæringen har da heller ikke den helt
store betydning for beboerne, der kan blive boende på uændrede
vilkår via deres almene lejekontrakter. På den efterfølgende
tvangsauktion overtog BRFkredit afdelingen for 10,8 mio. kr. Efter
en udbudsrunde blev de 16 boliger solgt til ATH Ejendomsinvest ApS,
der nu kan kalde sig "almen ejer".
Viceværten
ATH Ejendomsinvest ApS er et lille anpartsselskab stiftet
i 2006. ATH står for Allan Toft Hansen, der tidligere har
investeret i tre parcelhuse - alle købt på tvangsauktion. Meningen
var egentlig at sælge dem, men så vendte bøtten, og priserne faldt.
Derfor er de tre huse lejet ud, mens han venter på bedre tider.
"Det løber lige rundt, men jeg får ikke løn ud af det. Jeg må tjene
mine penge som konsulent inden for el-markedet," siger Allan Toft
Hansen. Jeg har kigget lidt på dine regnskaber. Det er jo et lille
selskab
med en skrøbelig økonomi i forhold til en investering i 16 boliger.
"Ja, det er lidt af en satsning." Inden den store investering
besøgte Allan Toft Hansen afdelingen og fandt ud af, at boligerne
var utrolig velholdte, og - ikke mindst - at det var ældre
mennesker, der boede i afdelingen. Hans plan er at "holde det
kørende. Jeg kan jo sælge i takt med, at folk flytter." Hvorfor
valgte du at købe en almen boligafdeling - det er jo en del regler,
der skal overholdes? "Jeg har sat mig lidt ind i den almene
lejelov, og det skræmte mig ikke." Hvad med balancelejen? Ifølge
loven skal huslejen fastsættes, så der er dækning for afdelingens
driftsudgifter. Det er vel umuligt at generere et overskud? "Jeg
har ikke travlt, så hvis det bare løber rundt, er det i orden,"
siger Allan Toft Hansen. Han overtog afdelingen den 1. november og
er bevidst om, at det er vigtigt med en høj
vedligeholdelsesstandard, så husene holder værdien. Indtil videre
har han selv fungeret som vicevært. På sigt er det muligt, han
finder en anden løsning, for der er omkring 50 km. fra
privatadressen i Fredericia til afdelingen i Glamsbjerg.
God fortjeneste
Det er Assens Kommune, der skal føre tilsyn med
afdelingen. Herfra erkender sekretariatschef Lene Wilhøft, at det
er en meget usædvanlig situation: "Det er jo en underlig hybrid,
for afdelingen er oprettet på et forkert grundlag, men vi er i
dialog med Landsbyggefonden. Det vigtigste er, at lejerne kan blive
boende på uændrede vilkår." Har I godkendt den nye ejer? "Jeg kan
se, vi har godkendt, at BRFkredit har købt afdelingen på
tvangsauktion. Er du bekendt med, at ATH Ejendomsinvest har
overtaget afdelingen? "Jeg har hørt på vandrørene, at der er kommet
en ny ejer, men det er endnu ikke registreret i tingbogen," siger
Lene Wilhøft. Allan Toft Hansen gav 13,8 mio. kr. for afdelingen
plus nogle gebyrer - alt i alt små 14 mio. kr. Han betalte et
ukendt kontant beløb, mens BRFkredit har finansieret resten. En
fynsk ejendomsmægler anslår forsigtigt, at de 16 boliger på 90 m2,
der har tre rum og er udstyret med alle almindelige faciliteter og
en lille have, kan sælges for 1,3 mio. kr. pr. stk. Det kan, når
alle boliger er solgt - teoretisk set - give ATH Ejendomsinvest en
fortjeneste på 6,8 mio. kr. minus udgifter.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |