Hver femte førtidspensionist vil gerne have et arbejde
Mange førtidspensionister uden for arbejdsmarkedet ønsker sig et
arbejde. Det er ikke så meget for pengenes skyld som for at få et
bedre livsindhold med kolleger og indgå i en
arbejdssammenhæng.
I sin årlige undersøgelse af virksomheders sociale engagement
har SFI blandt andet kigget på førtidspensionisters muligheder på
arbejdsmarkedet.
Når man spørger førtidspensionisterne, hvorfor de ønsker at få et
arbejde, svarer 65 pct., at det at have et arbejde vil gøre dem
mere tilfredse med tilværelsen. 33 pct. svarer, at det vil give dem
gode kollegaer, og endelig angiver 24 pct., at et arbejde vil give
mulighed for at indgå i en almindelig arbejdssammenhæng.
Udfordringer for at få et arbejde
Førtidspensionisterne kender dog godt de barrierer, der er
mellem dem og et arbejde. Tre fjerdedele af samtlige adspurgte
førtidspensionister angiver fysiske begrænsninger som den største
barriere for et arbejde, og en femtedel angiver psykiske
begrænsninger. Det er således ikke enkelt at bringe denne gruppe
ind på arbejdsmarkedet,
Krisen har betydning for det sociale engagement
Undersøgelsen viser også, at der fra 2007 til 2009 er der
sket et fald i antallet af lønmodtagere, der har oplevet, at en
person med nedsat arbejdsevne er blevet fastholdt som kollega eller
er blevet nyansat.
De fleste lønmodtagere oplever dog stadig stor rummelighed på deres
respektive arbejdspladser.
Download rapporten på www.sfi.dk
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2010 |
| Senest opdateret: |
december 2010 |