Japaner vil udbrede beboerdemokrati i sit hjemland
Ph.d.-studerende Mai Baba fra
Japan er taget til Danmark for at skrive speciale om alme ne
boliger. Hendes allerstørste drøm er at udbrede principper fra den
danske almene sektor i Japan.
Af Samina Usman
Hvad gør man, når man forelsker sig i et andet lands måde at drive
almene lejeboliger på? Man tager over og besøger landet og sørger
for at skrive ph.d.-afhandling om emnet. Og det er lige præcis,
hvad 28-årige Mai Baba, der studerer arkitektur og dens betydning
for beboernes trivsel ved Fukui Universitet i Japan, har gjort. I
tre uger har hun været på besøg hos forskellige boligselskaber i
Danmark for at blive klogere på, hvordan den almene sektor er
skruet sammen. Hun er blevet bombarderet med viden om alt fra
ejendomsfunktionærernes rolle, har mødt danske familier, der bor
alment, og har sågar deltaget i bestyrelsesmøder. Hendes primære
forskningsområde er dog rettet mod det danske beboerdemokrati, og
hvordan det fungerer i praksis. Men hvorfor er det lige, at en
japaner er så begejstret for beboerdemokratiet? Forklaringen skal
først og fremmest findes i hendes eget hjemland. For ganske vist er
der demokrati i Japan, men det er ikke særligt udbredt i de mindre
sammenhænge. Og derfor finder hun det ekstra fascinerende, at
der ligefrem er nedfældet regelsæt om beboerdemokratiet og
afdelingsbestyrelsens arbejdsopgaver i lov om almene boliger.
Ingen almene boliger i Japan
Selv bor Mai Baba i en privat lejelejlighed i Japan sammen
med sin veninde. I Japan findes der nemlig ikke almene boliger. Men
hun er ikke et sekund i tvivl om, at hvis hun havde muligheden for
selv at kunne vælge, ville hun foretrække at bo i en lejlighed,
hvor der herskede de danske almene principper med beboerdemokrati
som grundpille. "Bare det at kunne få medbestemmelse, der hvor man
bor, er for mig alene grund nok til at ville bo alment. Boligen er
en af de vigtigste grundpiller i ens liv. Og kan man præge ens
boligområde og mødes med andre beboere og være fælles om noget, der
er så vigtigt i dagligdagen, gælder det om at slå til. Man tager jo
vigtige beslutninger og afgør, hvor meget udgifterne til
fællesvaskeriet skal være, om man nu skal bruge overskuddet i
budgettet på en ny legeplads eller holde en god sommerfest for
beboerne. Alt sammen beslutninger der påvirker dig og din nabo i
større eller mindre grad. I Japan ville det være fuldstændig
utænkeligt at få lov til at få medbestemmelse på det niveau,"
påpeger Mai Baba. Ligeså begejstret hun er for beboerdemokratiet,
lige så skuffet er hun over, at flertallet af de almene lejere ikke
gider det. Hun har bemærket, at boligselskaberne sender egne folk
ud, når der mangler beboere i afdelingsbestyrelsen, og det huer
hende ikke. "Man har vel beboerdemokrati, fordi det er til for
beboerne, og ikke fordi det er til for boligselskaberne. Jeg har
meget svært ved at forstå og har endnu ikke rigtig fået opklaret,
hvorfor en stor del af danskerne ikke gider beboerdemokratiet.
Omvendt er jeg sikker på, at en japaner ville elske muligheden for
at have noget at skulle have sagt, hvis man indførte
beboerdemokratiet i japanske lejeboliger. Nu forsker jeg i emnet og
vil på sigt arbejde for at udbrede beboerdemokratiet i japanske
lejeboliger." Men Mai Baba er ude på en svær opgave. I Japan
domineres lejeboligerne af private udlejere, som ofte sætter egen
indtjening over beboernes trivsel. Derfor drømmer Mai Baba
sideløbende om at introducere de almene principper i Japan igennem
en selvfinansieret udlejningsejendom. Selv om det er et omfattende
projekt, er det ikke helt urealistisk. I Japan er det nemlig ret
udbredt, at privatpersoner får opført en udlejningsejendom. Og med
egen ejendom er chancerne for at indføre beboerdemokratiet
pludselig meget store. Alligevel stopper drømmen ikke her. Mai Baba
har brændt sig varm på Boligselskabernes Landsforenings
reklamekampagne med sloganet "Lidt mere af det hele". "I jeres
almene boliger er der plads til alle sociale klasser, og derfor er
det ikke flovt at bo alment. I Japan har vi noget, der hedder
kommunale boliger, som kommer tættest på en almen bolig. Men det er
kun for folk i den lavere sociale klasse, og derfor skilter man
ikke med, at man bor et sådan sted. Plads til alle slags mennesker
er også nogle af de værdier, som jeg vil arbejde for i Japan. Vi
kan lære meget af den måde, som I driver almene boliger på," siger
hun.
Boligen nr. 3 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
februar 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |