• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Konkurrence med private udlejere

Foto: Colourbox

Flere og flere dyre private projektlejligheder i København bliver sat til leje og er i direkte konkurrence med almene boliger. Men de almene boligorganisationer har intet at frygte.

Af Samina Usman

Udsigt over vandet. Få kilometer fra Københavns centrum og ikke særlig langt fra en kanal og Københavns Havn. Sådan lyder nogle af tilbuddene på lejeboliger i Sluseholmen i Københavns Sydhavn. Inden for det sidste år er der sket et boom af udbud af lejeboliger på det private marked. Boliger der er i direkte konkurrence med det almene boligmarked. Både i form af beliggenhed, huslejeniveau og det faktum at ejendommene er nyopførte. Forklaringen er simpel. Alt for mange dyre projektlejligheder har ændret status fra at være ejerboliger til lejeboliger. Økonomien bløder, og boligerne har været umulige at sælge. For at minimere tabet viser de private selskaber sig fra deres opfindsomme side. Attraktive tilbud som en gratis bil, en uge i Lalandia eller to måneders fri husleje skal lokke lejerne til. Selv om opfindsomheden ikke fejler noget hos de private udlejere og koster de almene boligorganisationer penge, betyder det ikke, at slaget er tabt på forhånd. For der er rent faktisk en del fordele ved at være almen udlejer sammenlignet med at være en privat udlejer på det pressede marked. Men mere om det senere.

Huslejen dykkede
KAB og Lejerbo har begge nyopførte ejendomme i Sydhavnen og Ørestaden. En del af boligprojekterne er konstrueret på en sådan måde, at der både er leje- og ejerboliger i samme ejendom. Askholm i Sluseholmen, der udlejes af Samvirkende Boligselskaber og KAB, er et eksempel på dette. Konkurrencen om potentielle lejere foregår altså dør om dør. Men tidspunktet, bebyggelserne stod færdige på, var ikke det mest gunstige. Finanskrisen var lige startet, og det medførte store lejetab, fordi boligerne ikke kunne lejes ud. Samtidig har markedet for nyopførte boliger traditionelt set svært ved at finde fodfæstet ved førstegangsudlejning. Oveni kom så de private udlejere, som også meldte sig på lejemarkedet. Og det betød, at de almene og private udlejere pludselig konkurrerede om den samme type lejer. Typer som har en bestemt indkomst, og som har en forkærlighed for at bo ved vand eller bo lækkert i København. For at gøre sig interessante over for potentielle lejere og for at minimere lejetab har KAB og Lejerbo også været nødsaget til at være kreative i det omfang, det nu har kunnet lade sig gøre for almene boligorganisationer. Tilbud som fri husleje har derfor aldrig været på tale, da man ikke kan forskelsbehandle nye lejere fra beboere, der allerede er flyttet ind. Til gengæld har annoncering i aviser, bannere på internettet og en masse åbent hus arrangementer skullet lokke lejerne til. Tiltagene har hjulpet, men det, der har gjort det største udslag, har været muligheden for at reducere huslejen med 1.000 kroner om måneden for alle lejere. Således forklarer direktør Jesper Nygård, KAB: ”Regeringens boligpakke fra sidste år betød, at vi kunne sænke huslejen i vores nyopførte boliger. Og det har hjulpet gevaldigt. Nu har vi kun få tomme boliger i Ørestaden og Sluseholmen. Omvendt er der lagt op til huslejestigninger inden for et år, når de private udlejere sætter huslejen ned.” På samme måde beretter udlejningschef Anne-Sofie Thomsen, Lejerbo, om at effekten næsten har været omgående, efter Lejerbo også valgte at sætte huslejen ned med 1.000 kroner om måneden. I dag har Lejerbo ingen tomme boliger hverken i Sydhavnen eller Ørestaden.

Almene udlejere er sikre
Men almene boliger har også et bedre ry blandt lejere og er derfor nemmere at leje ud sammenlignet med private lejeboliger. Det vurderer administrerende direktør, Henrik Løvig fra Boligportal.dk, som har et indgående kendskab til tendenserne på lejebolig- og ejerboligmarkedet. ”Almene boliger er ekstremt efterspurgte. KAB bad os om at annoncere for boligbyggeriet Sejlhuset i Ørestaden. Og det har helt klart været lettere at få lejet disse boliger ud frem for de private, som også udbyder lejeboliger. Årsagen er, at det er mere attraktivt at være lejer hos en boligforening, som i en endnu højere grad varetager lejers interesser, end en privat udlejer kan gøre. Desuden er spillereglerne mere aftalte og helt klare. Ingen har interesse i pludselig at rykke på de spilleregler,” konkluderer han. Han beskriver almene lejeboliger som et gedigent produkt, som bliver ved med at være en god bolig uden et spekulationselement. Lejerne behøver ikke at frygte en fraflytningsregning, pludselige huslejestigninger, og samtidig har de almene lejere indflydelse i deres lokalområde. En iagttagelse som både Anne-Sofie Thomsen og Jesper Nygård nikker genkendende til. For dem er endnu en klar fordel, at almene boligorganisationer er her for at lave lejeboliger, mens de private udlejere forsøger at redde noget økonomi ved at leje boliger ud i en vis periode.

Huslejeeksempel privat boligbyggeri Hjortholm, Sluseholmen En bolig på 89 kvm. har en husleje på 9.200,00 kroner pr. måned + individuelt forbrug af el, vand og varme. En bolig på 123 kvm. har en husleje på 12.812,50 kroner pr. måned + individuelt forbrug af el, vand og varme. En bolig på 179 kvm. har en husleje på 17.975,00 kroner pr. måned + individuelt forbrug af el, vand og varme. Udlejes af Finansgruppen Nordic A/S

Huslejeeksempel
alment boligbyggeri,  Askholm, Sluseholmen
En bolig på 72 kvm. har en husleje på ca. 8.800 kroner pr. måned + individuelt forbrug af el, vand og varme. En bolig på 96 kvm. Har en husleje på ca. 11.200 kroner pr. måned + forbrug af el, vand og varme. Udlejes af Samvirkende Boligselskaber og KAB.



Boligen nr. 5 - 2010

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: april 2010
Senest opdateret: oktober 2010