Mama Vollsmose er død
Tirsdag 12. januar modtog vi den triste
meddelelse om, at Inger Aagaard var afgået ved døden samme morgen i
hjemmet i Egeparken. Inger var kendt i den brede offentlighed for
hendes mangeårige engagement i og for Vollsmose, og Inger var ofte
den person, der tonede frem på TV-skærmen, når journalisterne
ønskede at høre om og fra Vollsmose. Inger mestrede på TV at
optræde både engageret og sagligt og altid med en positiv vinkel.
Det gav Inger en ægthed helt ud over det sædvanlige.
Inger Aagaards store arbejde for
medbeboerne i Vollsmose blev heldigvis også påskønnet ved flere
lejligheder. Inger blev i sin tid udnævnt til protektor for en
tryghedskampagne og i den forbindelse udstyret med titlen;
Mama Vollsmose. I 2008 modtog Inger integrationsprisen "Den gyldne
frø", og Inger var med rette meget stolt, da hun modtog den af
kronprinsesse Mary.
Formandsposten i Egeparkens
afdelingsbestyrelse var udgangspunktet for Ingers mange gøremål,
som også omfattede sæde i en række af de udvalg, der arbejder for
at sikre beboernei Vollsmose et bedre og tryggere sted at bo. Inger
nød meget stor tillid blandt alle, uanset etnisk oprindelse eller
social status. Det gjaldt selvfølgelig først og fremmest
medbeboerne i Egeparken og de andre boligafdelinger i Vollsmose,
men det gjaldt også i resten af byen. Det førte bl.a. til, at Inger
Aagaard i år 2000 blev indvalgt i Boligforeningen Højstrups
bestyrelse, hvor vi har haft stor glæde at Ingers arbejdsindsats,
der var præget af saglighed og faglighed, tilsat en god portion
humor.
Inger Aagaard vil blive savnet. Det
gælder i Vollsmose og ikke mindst i Egeparken. Det gælder i
Højstrups bestyrelse, men størst bliver savnet selvfølgelig for
hendes mand, Tonni Aagaard og familien, hvor Inger var det store,
varme og samlende midtpunkt. Æret være Inger Aagaards minde.
Henning Kirk Christensen,
Direktør for Boligforeningen Højstrup
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |