• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Nye PCB-fund kan føre til huslejestigninger

Foto: Kurt Johansen

Indsatsen mod PCB i 295 lejligheder i Birkhøjterrasserne i Farum ser ud til at blive meget omfattende.



Af Jan Kaare

Da KAB, der administrerer bebyggelsen for boligselskabet Furesø, tog hul på at undersøge lejlighederne i Birkhøjterrasserne i 2009, var det usikkert, hvor meget det giftige stof havde bredt sig fra de fuger omkring dørene, hvor det oprindeligt blev anvendt. Nu viser det sig, at det også findes i en del i byggeriets betonvægge og i andre materialer. "Vi arbejder i øjeblikket på et pilotprojekt, der skal afdække, hvordan vi kommer under de 300 nanogram pr. kubikmeter luft, som der står i Miljøstyrelsens faktaark. I den forbindelse er vi begyndt at måle på sekundære kilder som beton og gulve og fået bekræftet, at stoffet findes andre steder. Dermed bliver arbejdsopgaven større," siger Torben Trampe, teknisk chef i KAB.

Ingen grund til panik
Ingen grund til panik Fugerne, hvor det giftige stof kommer fra, er blevet afdækket, og der sker derfor ikke yderligere spredning. "Stoffet har brugt 37 år til at brede sig til de andre materialer, derfor er der ingen grund til at blive grebet af panik og skynde sig at gøre noget. Det vigtigste er at være sikker på, at det er de rigtige indgreb, der bliver foretaget," siger den tekniske chef. I en række medier har PCBsagen været omtalt med udråbstegn og store bogstaver. Det har fremgået, at KAB ikke ved, hvordan sagen skal gribes an, at beboerne i Birkhøjterrasserne kan vente betydelige huslejestigninger, og at PCB udgør et stort problem for masser af byggeri over hele landet. Alle udmeldinger er meget usikre og bør tages med et gran salt, men det ligger fast, at regningen for at bringe PCB-indholdet ned under det ønskede niveau i de 295 lejligheder bliver stor. Torben Trampe: "Vi er nødt til at gøre noget ved de sekundære kilder. Men vi ved endnu ikke hvad. Måske er det ikke nok at fjerne den primære kilde altså fugerne, men vi skal måske også fjerne for eksempel dele af beton og maling. Det gør renoveringen større og mere uoverskuelig."

Stort beløb pr. lejlighed
Byggedirektør i KAB, Rolf Andersson, vurderer, at opgaven kan komme til at løbe op i 250.000 kroner pr. lejlighed, eller omkring 73,8 mio. kroner i alt. Boligselskabet har forventninger om at kunne modtage støtte fra Landsbyggefonden, men hvis udgiften kommer op på det niveau, kan den føre til huslejestigninger. "Vores vurdering er dog, at Farum Midtpunkt ikke kan tåle huslejestigninger. Så vi vil naturligvis gøre alt, hvad der er i vores magt for at undgå det, siger Rolf Anderson. Beboerne er naturligvis heller ikke begejsteret ved udsigten til en huslejestigning. "Jeg er godt klar over, at der er nogle lovkrav, der skal opfyldes, og at arbejdet skal gøres, men vores husleje er i forvejen høj, og mange bliver spændt rigtigt hårdt for, hvis den stiger yderligere," siger Charlotte Nielsen. Hun vil gerne have, at beboerne bliver så godt informeret som muligt om udviklingen. "Der kommer så mange ting frem i medierne, men det vi savner mest er ordentlig information. Det bør boligselskabet sørge for, at vi får," siger hun. Der er tidligere kun fundet PCB i enkelte almene boligselskabers afdelinger, men det kan skyldes, at KAB er den eneste boligorganisation i Danmark, der har gennemført en PCB-screening af alle boliger.

Læs også:

KAB først med overblik over PCB-problemer


Godt at vi får de rigtige informationer



Boligen nr. 4

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: marts 2010
Senest opdateret: oktober 2010