Regeringens skattelettelser for over 50 mia. gik til landets rigeste
VK-regeringen har i samarbejde med Dansk Folkeparti af flere omgange gennemført markante skattelettelser fra 2001-2010. De rigeste ti pct. får i gennemsnit 46.000 kr. i skattelettelse, og den allerrigeste procent af befolkningen får 86.000 kr. i skattelettelse, viser en ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd.
I 2010 bliver der givet over 50 mia. kr. i skattelettelser, som følge af de skattepakker regeringen har gennemført i perioden fra 2001-2010. De rigeste ti pct. får i gennemsnit 46.000 kr. i skattelettelse, og den allerrigeste procent af befolkningen får 86.000 kr. i skattelettelse. I den anden ende af skalaen får de ti pct. med de laveste indkomster en årlig skattelettelse på godt 4.000 kr. Der er altså meget stor forskel på, hvor meget toppen og bunden i samfundet får ud af skattelettelserne. Det største enkeltbidrag for de rigeste kommer fra Forårspakke 2.0, som alene i 2010 giver næsten 20.000 kr. til de ti pct. rigeste.
Analysens hovedkonklusioner
Regeringen har over flere omgange gennemført skattelettelser siden 2001. Det betyder, at der i 2010 bliver delt over 50 mia. kr. ud i skattelettelser. Disse skattelettelser kommer dels fra skattestoppet, dels fra de tre skattepakker fra 2004, 2007 og 2009.
Mens de rigeste ti pct. af befolkningen får omkring 46.000 kr. i skattelettelse alene i 2010, så får de ti pct. fattigste godt 4.000 kr. Måler man gevinsten i forhold til indkomsten, så får de ti pct. rigeste en fremgang på 9,8 pct., mens de fattigste ti pct. får en fremgang på 5,4 pct.
Personer med lange videregående uddannelser får en skattelettelse, der er næsten tre gange så stor som personer med grundskolen som den højest fuldførte uddannelse. Samtidig er topledere den gruppe, der får den største gevinst fra skattelettelserne. I gennemsnit får topledere således
næsten 40.000 kr. alene i 2010 som følge af regeringens skattelettelser. For personer uden for arbejdsmarkedet får kontanthjælpsmodtagere den laveste gevinst på omkring 5.300 kr.
Afskaffelsen af mellemskatten er blandt de elementer i skattelettelserne, der er allermest skævt fordelt. Det kan illustreres ved, at mens de ti pct. med lavest indkomst stort set ikke får nogen gevinst fra afskaffelsen af mellemskatten, så får de ti pct. rigeste en gennemsnitlig gevinst på næsten
20.000 kr. alene fra afskaffelsen af mellemskatten.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
juni 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |