Ny pjece:
"Et vågent øje"
Foto: Martin Ljung Krabbe
Små ændringer kan have stor betydning i boligområder. Det mener
Det Kriminalpræventive Råd, som i forlængelse af regeringens
Ghettoplan kommer med en række enkle, men gode råd til, hvordan man
kan forebygge kriminalitet i de større boligområder.
Grønt kan være godt. Men det skal holdes ved lige. For hvem har
lyst til at vente en mørk aften ved et stoppested, der er gemt bag
vildtvoksende buske? Sådan lyder et af mange enkle, men gode råd
til, hvordan boligområder kan forebygge kriminalitet. De gode råd
kan læses i en ny pjece, "Et vågent øje" fra Det Kriminalpræventive
Råd.
- Det er fint, at der er så meget opmærksomhed på, hvad man kan
gøre for at forbedre forholdene for beboerne i de store
boligområder. Men fokus bør også være på de meget mindre
indgribende muligheder, vi har for at gøre boligområderne mere
trygge at bo i. Det kan både være nabohjælp, belysning og
vedligeholdelse af beplantningen, siger Eva Smith, formand for Det
Kriminalpræventive Råd.
Der findes faktisk en række nemme tiltag, som kan bruges, både i
de mere udsatte områder, og i bebyggelser, som kun har mindre
problemer med kriminalitet:
-
Sæt god belysning op på p-pladser, stier og andre udearealer,
som er mørke og utrygge
-
Flyt plankeværk eller skure, hvis de er med til at skabe
blinde vinkler, der kan bruges som skjulesteder
-
Skab spændende mødesteder for områdets unge
-
Placer cykelstativerne foran lejlighederne, så beboerne kan
holde øje med dem
-
Sæt gode låse i dørene eller brug elektronisk adgangskontrol,
fx nøglekort
-
Anlæg gode fællesarealer, som beboerne har lyst til at
bruge
-
Organiser nabohjælp, hvor naboerne holder øje med hinandens
boliger og med området
-
Samarbejd med kredsrådet om særlige indsatser i området
-
Brug tv-overvågning de steder, hvor det kan have en effekt -
fx på afgrænsede områder som p-pladser
- Vi kan se, at boligområdernes fysiske miljø har stor betydning
for, hvor meget kriminalitet, der er. Dermed ikke sagt, at et
nedrevet plankeværk eller en dørtelefon løser alle problemer. Men
erfaringen viser, at vi kan nå langt, hvis vi begynder med de
oplagte og enkle løsninger. Og her er der altså mange gode ideer at
hente i den nye pjece - både for bestyrelser og politikere, siger
Eva Smith.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
november 2010 |
| Senest opdateret: |
november 2010 |