Socialminister Benedikte Kiær skal
besøge boligområdet Aalborg Øst og høre nærmere om, hvordan man
løser ghettoproblemer i Nordjylland. Onsdag den 22. september tager
socialminister Benedikte Kiær til Aalborg, hvor hun kl. 15.00 er på
besøg i boligområdet Aalborg Øst.
I øjeblikket samler socialministeren, der også er ansvarlig for
udsatte boligområder, viden og erfaring sammen til den
ghettoindsats, som skal komme fra regeringen om kort tid. Besøget i
Aalborg vil indgå i det arbejde.
Aalborg Kommune vil i samarbejde med Nordjyllands Politi og fire
boligorganisationer fortælle om, hvordan man arbejder sammen om at
løse ghettoproblemer - herunder et oplæg om politiets særlige
indsats i Aalborg Øst, samt uddybende erfaringer i Aalborg Kommune
om den forebyggende indsats i forhold til børn og unge.
Ministeren skal desuden på en gåtur i boligområdet omkring
Kildevejene og undervejs høre om Projekt 9220 - et boligsocialt
projekt med nye toner.
Kl. 17.00 er socialministeren gæst på Den Sociale Skadestue, Vor
Frue Stræde 6, Aalborg.