Tournesol og Fjällræv

Af Martin Ljung Krabbe

Klokken er 15, da vi forlader Boligselskabernes Hus i hjertet af København. Turen går til kredsvalgmøde i Århus. Bag rattet sidder den nye direktør for Boligselskabernes Landsforening, Bent Madsen. Mellem os og målet er der 300 kilometer og en samtale. Den Københavnske eftermiddagstrafik snegler sig af sted, og der går det bedste af en time, før Volvo-hestekræfterne får lov at strække ud. Bent Madsens tale er konstant iblandet finurligheder og små omskrivninger af det almindelige sprog. ”Hørte du det,” spørger han, da en Lotus-sportsvogn i en overlegen lydløs overhaling kører forbi os på motorvejen ud for Korsør: ”Ikke en lyd, sagde den.” Direktøren taler med lige dele begejstring og indsigt om alt fra boligpolitik til iPhone. ”Hvad interesserer jeg mig ikke for,” svarer han på spørgsmålet om, hvad han interesserer sig for.

Livet er en form for beslutning
Bent Madsen fortæller. Han er født i ’61 og vokset op i en 2-værelses på 63 kvadratmeter i Valby. Sammen med sin mor og far og sin 13 år ældre storebror. Moren døde for tidligt i 1984. Faren er død for et halvt år siden, og Bent Madsen beundrer sin far. Faren klarede nemlig sig selv efter morens død. Han lavede varm mad til sig selv hver aften – med salat – og han havde overskud til at hjælpe til, da Bent fik børn. Der er mange, der ikke kan finde ud af at klare sig. Specielt mænd. De sygner hen, begynder at ynke og lægger skyld og skam over på deres medmennesker. Det skal man lade være med. Han brokkede sig aldrig – og han led ellers om nogen. Der var ikke den sygdom, han ikke nåede at lide af. De sidste 10 år sad han i kørestol, og til sidst kunne han slet ikke tale. Livet er også en form for beslutning, konkluderer Bent Madsen på et tidspunkt. Faren var arbejdsmand i blå kedeldragt, fortæller den nye direktør. Han arbejdede på Herlev Sygehus, mens moren havde forskellige ufaglærte jobs. Bent Madsen er den første i familien, der har fået en studentereksamen, og han har tidligt sat sig mål for, hvad han ville opnå. Han måtte selv pløje sig gennem uddannelsesbøger for at finde ud af, hvordan systemet hang sammen. Den slags kunne han ikke få hjælp til derhjemmefra. Bent Madsen sætter farten lidt ned, da vi kører gennem Storebæltsbroens betalingsanlæg. Han er hurtigt oppe i tempo igen, men direktøren kører pænt, og aldrig hurtigere end han må. Selv der, hvor der er vejarbejde, sætter han farten ned til 50. Nogle andre trafikanter blinker ligefrem af ham. Han ænser det ikke.

Mangler kun at ligne en direktør
Jesper Nygård er direktør i KAB, nuværende formand for Landsbyggefonden, medlem af BL’s bestyrelse og tidligere formand for BL. Han kender Bent Madsen godt fra mange års samarbejde. ”Bent er et fantastisk dedikeret menneske, som har lidt professor Tournesol over sig – han er fagligt stærk og ved præcis, hvad der skal til, men jeg tror, han nogle gange lidt glemmer tid og sted.” Ifølge Jesper Nygård er man nødt til at tænke over, hvordan man ser ud, når man får titel af direktør. ”Bent har alle de kvaliteter, der skal til for at blive en god direktør, han mangler så bare også lige at ligne en direktør. Så på den ene side skal han blive ved med at være den gamle Bent med Fjällræv og en bil, der er holdt sammen af klister, og på den anden side, skal han træde i karakter som ny direktør for BL. Det tror jeg, han kan. Men når man bliver direktør, skal man pludselig tænke over nogle andre ting.” På Fyn holder vi ind for at fylde benzin på bilen. Bent kommer ud af butikken med favnen fuld af store kaffekopper og overdimensionerede chokoladebarer. Det er tilsyneladende aftensmaden. Den nye direktør bryder sig ikke om at spilde tiden. Han kunne aldrig finde på at sidde og spise på et motorvejscafeteria. Han har først for nylig fået båret et fjernsyn ind i sit hjem. Han bryder sig ikke om det. Til gengæld lytter han meget til P1, og han kan navnene på alle journalisterne udenad. ”Man har sgu nærmest en pligt til at orientere og engagere sig i det samfund, der omgiver én,” udbryder han på et tidspunkt. Han sover så meget, han har tid til, og har ingen erindring om at have været syg. Den side af Bent Madsen kender Jesper Nygård også. ”Jeg kan godt lide at arbejde om natten. Bent er et af de meget få mennesker, jeg risikerer at få svar fra med det samme, når jeg sender en mail kl. 2 om natten.” Bent Madsens bil er herostratisk berømt i hele Boligselskabernes Hus for at være enormt rodet. Det er den også. På et tidspunkt sidder han med låget til sin kaffe, og prøver at finde et passende sted at lægge det fra sig. Efter en hurtig scanning af de manglende mellemrumsmuligheder, tager han en beslutning. Låget ryger over skulderen og havner på bagsædet, hvor det ikke savner selskab.

En hård skole
Bent Madsen har et sæt tvillinger fra ’91. Anders og Christian. Han mødte sin kone i gymnasiet. Det er svært at få ham til at svare på spørgsmål, der har med familien at gøre. De lange, legende svar bliver pludselig afløst af korte, kantede svar. Han bryder sig ikke om at tale om sit private liv. ”Jeg er på arbejde nu,” siger han. Udenfor trækker en traktor med plov en lige så tydelig grænse mellem vinter og forår. En, der har kendt Bent Madsen siden studietiden, er Lise Nielsen. I firserne var de begge studentermedhjælpere i Finansministeriet. ”Som student i Finansministeriet fik man meget hurtigt et kæmpe ansvar. Det var os, der kørte ADAM-modellen og lavede de makroøkonomiske beregninger. Vi fik virkelig lov at arbejde, og hvis noget ikke var godt nok, fik vi også lov at lave det om.” Lise Nielsen husker tiden i Finansministeriet som en hård skole: ”Der var nogle strenge faglige kvalitetskrav, og man gik ikke hjem, før opgaverne var udført. Hvis det indebar at sidde oppe til langt ud på natten, ja, så gjorde man det. Det er noget, man bærer med sig fra sådan et job.” Lise Nielsen er i dag kontorchef i Socialministeriets boligafdeling. Det betyder, at hun også kommer til at sidde over for sin gamle studiekammerat i en professionel sammenhæng. ”Det er vigtigt at opretholde en professionel omgang. Når vi sidder over for hinanden i en arbejdsmæssig sammenhæng, er vi professionelle. Det ved vi begge, og det respekterer vi.”

Få friskheden ind
Vi lander i Århus lige på minuttet. Bent Madsen går nærmest direkte på podiet og holder oplæg til de næsten 200 fremmødte. Efter almindelig socialisering er klokken næsten midnat, da vi forlader Århus med kurs tilbage mod København. Han viser ikke nævneværdige tegn på træthed, da vi passerer Storebælt klokken halvto om natten. Vi taler om alt i hele verden. Da vi nærmer os København igen, begynder han at harcelere over diktafonen, der kører på 12. time: ”Har du virkelig tænkt dig at sidde og lytte det hele igennem en gang til? Hvorfor skriver du ikke bare? Få friskheden ind i det, du laver. Sæt dig ved computeren og sig til dig selv, at det her skal være verdens bedste portræt, om så det skal tage en time. Du har jo det hele i hovedet, hvis du ellers tør kigge efter.”




Boligen nr. 5 - 2010