Venstre siger nej til ekspresdomstole
Af Regnar M. Nielsen
I forbindelse med dels en problematisk familie på Belvederevej i
Helsingør og senest i forbindelse med urolighederne på Tingbjerg i
København har Boligselskabernes Landsforening argumenteret for, at
udsættelsessager i forbindelse med grove husorden-overtrædelser,
husspektakler med mere skal glide betydeligt hurtigere gennem
retssystemet, end det er tilfældet i dag, hvor dagene kan tage mere
end et år. SF har foreslået, at der oprettes ekspresdomstole til
sager af denne karakter.
Men Venstre afviser, at boligsager kan
få nogen form for fortrinsret i retssystemet. "Vi skal sikre, at
alle sager kommer hurtigt gennem systemet. Men vi vil ikke være med
til forskelsbehandling, så boligsager bliver en hastesag frem for
andre sager om eksempelvis vold og overfald," siger Louise Schack
Elholm, der er boligordfører for Venstre. Siden sagen med den
uregerlige familie på Belvederevej har et fælles udvalg af
embedsmænd under Justitsministeriet og Indenrigs- og
Socialministeriet arbejdet på forslag til at få boligsagerne
hurtigere igennem retssystemet uden at gå på kompromis med
retssikkerheden.
Det kan dog blive en svær nød at knække uden at give en eller anden
form for fortrinsret. Ifølge Altingets oplysninger er der ikke
umiddelbart udsigt til nogen foreløbig løsning på problemet.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2009 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |