Udlændinge skal selv betale for velfærd
Danskerne bakker ifølge en meningsmåling op om nye
optjeningsprincipper for velfærd.
Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må konstatere, at
der internt i regeringen er uenighed om, hvorvidt udlændinge skal
optjene ret til velfærdsydelser, bakker et flertal af danskerne ham
op.
I en Gallup-måling foretaget for Berlingske svarer 59 procent af
vælgerne, at de er tilhængere af at indføre "et optjeningsprincip
til visse lægeydelser som lægehjælp, hjemmehjælp og
gymnasieuddannelser".
- Tallet er overraskende højt, siger Jon Kvist, professor ved
Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, idet han
peger på traditionen i Danmark for en solidarisk tilgang til
velfærdsydelser.
Statsministeren skal dog ikke forvente ekstra vælgeropbakning frem
mod et valg på den konto, lyder vurderingen fra politisk
kommentator Niels Krause-Kjær:
- Når du kommer ned på enkeltområder, som at folk selv skal
forsikre sig for at komme på sygehuset, så begynder opbakningen at
smuldre, siger den tidligere pressechef for De Konservative til
Berlingske.
Ifølge Berlingskes oplysninger indebærer velfærdsplanen blandt
andet, at udlændinge skal tegne en privat sundhedsforsikring de
første fire år, de opholder sig i Danmark.
De Konservative er dog fortsat skeptiske, når det gælder dele af
forslaget, fastslår politisk ordfører Carina Christensen:
- Vi hører bekymringerne fra Dansk Arbejdsgiverforening, som
siger, at vi skal passe på ikke at lave løsninger, så højtuddannet
arbejdskraft ikke vil komme til Danmark
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
marts 2011 |
| Senest opdateret: |
marts 2011 |