Udkantsdanmark vokser
Udkantsdanmark er rykket tættere på København, hvilket er en
indikation på, at fattigdommen er blevet mere udbredt.
Af Samina Usman
Fattigdommen er rykket tættere på København. Før i tiden talte man
om Lolland, Falster og andre områder på Sydsjælland som
Udkantsdanmark. Men nu har billedet ændret sig.
I dag hører områder som Vestsjælland også under betegnelsen
Udkantsdanmark. Fælles for områderne er, at de er begyndt at sakke
bagud, når det gælder faktorer som beskæftigelse, indkomst og
uddannelse. Ifølge forskningschef Hans Thor Andersen, Statens
Byggeforskningsinstitut (SBi), rummer især Vest- og Sydsjælland en
"forbløffende høj" andel af personer uden en basal uddannelse, som
ender på førtidspension.
Oven i købet er en række forskellige former for sundhedstruende
sygdomme, som kraftig overvægt eller diabetes, mere udbredt i disse
områder i forhold til København. Tilsammen er det indikatorer på
klassiske fattigdomstegn.
"Man kan sige, at der er meget, der tyder på, at der er et sort
hul mellem Fyn og København, når man ser på den regionale
udvikling. Normalt betegner vi det nordlige København som stedet,
hvor de veluddannede og rige mennesker bor. Mens de fattige og
uuddannede bor sydpå. Men noget tyder på, at der er en tilsvarende
deling på regionalplan, så man kan sige, at Vestsjælland, Lolland
og Falster er blevet en slags baggård til København. Uligheden
markerer sig på en måde, vi ikke har set før," uddyber han.
Ifølge professor i økonomi og innovation, Jon Sundbo fra
Roskilde Universitetscenter, begynder Udkantsdanmark lige uden for
København. Han mener, at hele Region Sjælland på nær Roskilde kan
karakteriseres som Udkantsdanmark.
Især Slagelse er blevet hårdt ramt, hvor flere virksomheder,
heriblandt slikfabrikken Leaf Malaco, popcornfabrikken Popz og
maskinfabrikken CFS, flytter produktionen til udlandet og dermed
sender hundreder ud i direkte arbejdsløshed.
Kan ikke følge med
Hans Thor Andersen mener, at der er tale om en langt bredere
gruppe, der ligger ude i periferien, som ikke kan følge med den
hurtige kerne i København.
"Fattigdommen er blevet mere synlig. Der er flere og flere, som
ikke kan følge med den almindelige udvikling i velstand og
levevilkår. Og det er dem, som tenderer mod at ende i yderdanmark.
Vi har længe hørt om, at Vestlolland havde faldefærdige boliger,
hvor bistandsklienter søgte ned, fordi de kunne være sikre på
aldrig at få anvist et arbejde, hvis de boede der. Og det vil vi se
mere af, fordi man simpelthen ikke kan overleve på de ydelser, man
får i dag, hvis man bor i København, hvor huslejen jo også er
højere," siger han.
Ifølge Hans Thor Andersen vil vi i fremtiden opleve, at flere og
flere, der bor i københavnsområdet, vil flytte til yderområderne
for at få deres husholdningsbudget til at hænge sammen.
Boligen nr. 11 - 2011
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
oktober 2011 |
| Senest opdateret: |
oktober 2011 |