• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Videoovervågning stopper hærværk

Videoovervågning skærer budgettet til hærværk ned til et minimum og begrænser anden kriminalitet. Sådan lyder erfaringerne fra boligselskaber, som egentlig helst ville skippe kameraerne.

Af Søren Reineu Foto: Stefan Kai Nielsen

Videoovervågning sætter en prop i hærværk, indbrud og lignende kriminalitet - og det skaber større tryghed for beboerne. Sådan lyder det fra Steffen Boel Jørgensen, der er forretningsfører for Lejerbo i København/Nordsjælland.

"Vi bruger mange ressourcer på forskellige former for boligsocial indsats, men det kan være svært at måle, om det virker. Det tror vi nu på, at det gør. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigtvirkende videoovervågning og beslægtede tiltag er. Det er det mest hurtigtvirkende instrument, vi nogensinde har haft adgang til," siger Steffen Boel Jørgensen, der for sit område kan fortælle om fire ansøgninger efter den nye lov, som giver mulighed for at videoovervåge i offentligt tilgængelige boligområder.

De fire afdelinger har enten sendt eller sender i nærmeste fremtid ansøgningerne til politiet, så der er endnu ikke sat kameraer op ved p-pladser eller stier. Mjølnerparken på ydre Nørrebro i København er en af ansøgerne. I et nyt projekt skal belysningen forbedres, og som en del af det opsættes kameraer.

Video reddede økonomien
I Mjølnerparken høstede Lejerbo også sine første erfaringer med tv-overvågningens effekt. Det skete efter den ældre version af loven, hvor overvågning kun var tilladt på ikke-offentlige steder som for eksempel i kældre og opgange.

"Uden videoovervågning havde Mjølnerparken næppe eksisteret i dag. For seks-syv år siden var afdelingen truet på sin eksistens," siger Steffen Boel Jørgensen.

Ildspåsættelser og hærværk plagede bebyggelsen, og forsikringsselskaberne truede med at trække stikket. Hverken beboere eller bygninger kunne forsikres, hvis ikke forholdene blev bedre.

"Vi fik installeret et omfattende system med overvågning af kældre, opgange og elevatorer, og det stoppede hærværk og brande i de områder øjeblikkeligt. Det reddede afdelingens økonomi," fortæller forretningsføreren.

Konsekvens giver holdbarhed
Men nøjes man med at opstille kameraer, aftager effekten efter nogen tid. Synderne skal mærke en konsekvens, hvis virkningen skal være langtidsholdbar.

"Der skal helt middelalderligt statueres eksempler, og derfor sender vi fx en afgift til skadevolderen for udbedring af skaden. Og den del bliver betydelig lettere, når man kombinerer overvågning med adgangskontrol," forklarer Steffen Boel Jørgensen.

Hvis sønnen i husstanden har tisset i elevatoren, tager det ikke mange minutter for varmemesteren at løfte bevisbyrden. For synderen har både kørt sin brik op foran en føler for at få adgang til elevatoren - og drengen bliver filmet, mens han få sekunder efter lader sit vand.

"Når vi så har sendt en regning på 1.700 kroner for udskiftning af vinyl, sker det ikke mere. Det er forbløffende effektivt," lyder det.

Stoffer på film
Derfor vil virkningen af overvågning på ude-arealerne også delvist afhænge af, om eksempelvis hærværk får konsekvenser. Rødder, der bor i området, vil man måske kunne følge fra selve gerningsstedet og videre, mens billeder af udefrakommende kan være sværere at benytte.

"Overvågningen vil selvfølgelig holde nogle kriminelle væk, som ikke bryder sig om at blive filmet. Ellers vil effekten også afhænge af, om politiet bruger det i en egentlig efterforskning, og det vil i praksis nok kræve en større lovovertrædelse," mener han.

Bispehaven i Aarhus ansøgte og opstillede kameraer efter den nye lov for et halvt års tid siden. Baggrunden var ifølge Allan Søstrøm, direktør i Boligselskabet Præstehaven, en flok unge, der hang ud, hvor de ikke skulle være.

"Man kan sige, at de skabte uautoriserede opholdsarealer. De smed skrald, sniffede, tog stoffer og gjorde andre utrygge. Det ville vi stoppe, og derfor søgte vi tilladelse til at overvåge området," fortæller han.

Ansøgningen gik glat igennem - og overvågningen har hjulpet.

"Jeg er ikke stor tilhænger  af videoovervågning, for jeg mener, at man risikerer at bruge mange penge på et tiltag, der ikke hjælper. Men vores foreløbige erfaringer er, at det har begrænset det. Det er ingen mirakelløsning, men det har haft en effekt," vurderer Allan Søstrøm.

En lignende vurdering kommer fra Jens Pilholm, direktør for Højstrup Boligforening, der blandt andet i flere år har haft videoovervågning i Egeparken i Odense-bydelen Vollsmose.

"Vi er ikke vilde med videoovervågning og var det helst foruden. Men vi er ikke i tvivl om, at det indvirker positivt på beboernes tryghed og medvirker til at bekæmpe hærværk. Så det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før vi søger til parkeringsarealer og lignende, der er faktisk allerede et mindre projekt på vej. Sådan er verden, så vores grænser bliver lige så stille flyttet," siger han.


2.gif
Beboer og studerende Emma Lindström synes det virker godt med
overvågningen i opgangen. Før sad de unge og røg hash i opgangen, og det er slut nu.
4.gif
Beboere Natascha Kuiper og Ole Michael Schmidt synes ikke det har
skabt den store tryghed, i forhold til den energi og pris det har kostet.
3.gif
Beboer og studerende Maty Sall havde indbrud for et par dage siden og
vil gerne have endnu mere overvågning i opgangen. Hun synes, politiet
gør alt for lidt for at fange de kriminelle, som oftest slipper godt fra det.





Boligen nr. 11 - 2011

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: oktober 2011
Senest opdateret: oktober 2011

Se også

OVERVÅGNING

Overvågning
kan aldrig stå alene


Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan videoovervågning være et nyttigt og forebyggende redskab i konkrete situationer, men det kan aldrig stå alene. Der mangler generelt forskning på området, fortæller specialkonsulent Karsten Nielsen. Men undersøgelser fra udlandet viser, at overvågningen har effekt på afgrænsede områder som eksempelvis en parkeringsplads.

Samtidig viser den også, at overvågningen fungerer bedst mod kriminelle handlinger, der ikke er spontane. Dvs. for eksempel hærværk og tyveri, hvor gerningsmanden kan nå at tænke sig om og registrere, at vedkommende bliver filmet. Ved spontan kriminalitet som vold er effekten langt mindre, fordi gerningsmanden sjældent overvejer konsekvenserne.
Det samme gælder ofte, hvis gerningsmanden er påvirket af alkohol eller stoffer.

Rådet advarer mod en falsk tryghed, som kan opstå i kølvandet på kameraerne.
Undersøgelser tyder nemlig på, at en del regner med, at de bliver overvåget, og der derfor dukker hjælp op, hvis der opstår en nødsituation. Men det er sjældent tilfældet.

Læs evt. mere om videoovervågning og andre forebyggende tiltag i publikationen "Et vågent øje", der kan downloades på www.dkr.dk.