• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Borgerlige: Økonomisk rådgivning må på finansloven

Hvis resultaterne med økonomisk rådgivning af beboerne er succesfulde
i forhold til at holde fogeden for døren, kan der ligge penge i næste års finanslov til at accelerere indsatsen.

Af Regnar N. Nielsen

Siden Boligen mellem jul og nytår lancerede historien om Eigil Jørgensen fra Esbjerg, der som en del af det boligsociale projekt

"3i1" giver økonomisk rådgivning til beboerne, er den også bragt af mange andre medier. Og mediernes dækning af manden, der i løbet af små to år har forhindret, at mindst 46 familier er blevet udsat af deres bolig, fordi de ikke kan betale husleje, er også blevet bemærket af politikerne.

"Det er utroligt flot og utroligt spændende," siger Benedikte Kiær, der nu er boligpolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti. Før valget var hun socialminister og initiativtager til de forsøg, der sidste år blev iværksat fire steder i landet med tilsvarende økonomisk rådgivning af beboerne.

Siden er der i forbindelse med efterårets satspuljeforlig blevet bevilliget yderligere 40 millioner kroner til projekter med økonomisk rådgivning af beboere, som skal køre i fire år. "Hvis forsøgene, vi satte i gang sidste år, viser samme positive resultat, er det klart, at vi bør speede det op og bevillige flere penge," siger hun.

Kræver mere end symbolske beløb
Dermed er det nærmest blevet en borgerlig mærkesag, idet at Venstres Eyvind Vesselbo til MetroXpres har udtalt, at de nuværende bevillinger slet ikke forslår.

"Jeg mener ikke, at sådan en opgave skal finansieres af satspuljen. En stor opgave kræver mere end et symbolsk beløb," udtaler han blandt andet til avisen. Den boligpolitiske ordfører hos Socialdemokraterne er også positiv, om end han også føler, at man bør afvente flere erfaringer.

"Det virker som en mægtig god idé. Og kan man regne baglæns, kan man også regne ud, at der er store summer sparet for den enkelte beboer, for boligorganisationen og for samfundet ved at mindske antallet af udsættelser," siger Jan Johansen. "Det her kan være et meget vigtigt værktøj, men vi vil også lige afvente erfaringerne fra de igangværende forsøg med forskudt rådgivning, som vi satte i gang sidste år, før vi beslutter, hvad der videre skal ske," fortsætter han.


Læs også:

Esbjerg har tæmmet accelererende udsættelser

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2012
Senest opdateret: januar 2012

Se også