Billige boliger kræver handling og ikke polemik

Af Gert Nielsen

Det er fint at stille sig ambitiøse mål om billige og ordentlige boliger, men det er uheldigt, at diskussionen mere har handlet om nøjagtige beløb og datoer end om, hvordan man rent praktisk bygger godt og billigt for folk med jævne og beskedne indkomster - også i de dele af landet, hvor der er meget pres på byggeri og priser. Aktuelt viser tallene for igangsætning af alment byggeri i 2007, at der nærmest er dekreteret byggestop - kun 163 boliger har fået tilsagn helt frem til midten af august. En af skurkene er bl.a. reglerne om maksimal anskaffelsessum. Det er simpelthen ikke længere muligt at bygge til det tilladte økonomiske niveau. En langsigtet løsning på dette må være, at der dels gøres op med de alt for snærende rammer og dels, at der gives mulighed for, at kommuner og andre kan være med til at støtte opførelse af de nødvendige boliger f.eks. gennem lavere grundpriser. Men det er bandlyst ifølge regeringen, og hermed har regeringen også sagt, at dele af hovedstadsområdet og andre tilsvarende byområder efterhånden bliver lukket land for alle, der ikke tjener en pæn hyre. Det er helt uholdbart, og det ville være befriende, hvis debatten kunne dreje sig om disse forhold i stedet for at handle om polemik om, hvem der har lovet hvor mange boliger hvornår. Vi ønsker mere handling og mindre polemik, og vi anerkender også, at små skridt i den rigtige retning kan have sin berettigelse. Vi forventer ikke, at regeringen her og nu kaster håndklædet i ringen, fjerner rammebeløbet og giver kommunerne mulighed for uden grænser at give særstøtte til almene projekter. Så godt spiller klaveret nok ikke, når polemikken nu i så lang tid har været så fastlåst. For dog at få brudt handlingslammelsen vil vi gerne give et konkret bud på noget nytænkning, som måske kan være med til at bevæge tingene lidt i den rigtige retning. I udvalget om den fremtidige styring af den almene sektor drøftes sådanne finansieringsændringer, som måske kan føre til lavere startleje - blot det offentliges udgifter ikke øges. En konkret model kunne være at give boligorganisationer og kommuner en vis frihed til selv at sammensætte en finansieringspakke, hvor der bl.a. inden for rimelighedens grænser kunne opereres med elementer af afdragsfrie lån og lån med længere løbetid m.v., således at startlejen kan nedsættes mod, at huslejen bliver noget højere senere i forløbet. En sådan model kunne konstrueres helt uden øgede statsudgifter, idet man kunne fastsætte den statslige støtte ud fra hidtidige finansieringsforudsætninger men blot med mulighed for boligorganisationer og kommuner til at kunne vælge faktiske finansieringsinstrumenter med flere frihedsgrader. Samtidig vil det være indlysende, at kommunerne via planlovgivningen får mulighed for at beslutte, at dele af byggemulighederne forbeholdes almene boliger, så der kan sikres boliger med en rimelig husleje. Kommunerne kan bestemme farverne på vinduerne, men må ikke sikre socialt bæredygtige bymiljøer. Det må der også gøres op med. En sådan politik vil være et eksempel på handling i stedet for polemik.