En skrabeløsning i kommuneforhandlingerne

Af Gert Nielsen

Reglerne om den maksimale anskaffelsessum er helt ude af trit med virkeligheden, og det problem havde Kommunernes Landsforening sat sig for at få en løsning på i forhandlingerne om kommunernes økonomi i begyndelsen af juni. Men enten holdt KL´s forhandlere ikke tilstrækkeligt fat i bordkanten, eller også var regeringen bare ikke til at hugge eller stikke i. Kendsgerningen er, at det endelige forhandlingsresultat hverken er fugl eller fisk, som vi omtaler det i en artikel i dette nr. af Boligen på side 14. Det blev den værst tænkelige skrabeløsning, hvor regeringen lige netop imødekommer kommunernes formelle indvendinger om, at man ikke på en og samme tid kan pålægge kommunerne en plejeboliggaranti og samtidig pålægge dem udgiftslofter, som fysisk set umuliggør en gennemførelse af de nødvendige byggerier. Når det er den værst tænkelige løsning, så skyldes det, at den formentlig spærrer for, at sagen kan tages op i hele det næste år, og at regeringen omhyggeligt har fravalgt alle indrømmelser, som ikke var snævert knyttet til de forpligtelser, som tidligere forlig havde pålagt kommunerne. Kun plejeboligerne er omfattet af forliget, selv om det er en kendsgerning, at der er endnu større problemer med almindelige familieboliger, og for plejeboligernes vedkommende er det endda kun løse erklæringer. Vi forstår godt, hvorfor det endte sådan. For regeringen passer det godt ind i strategien ikke at forære for meget væk på dette område, som også har betydning for den overordnede balance i dansk økonomi. Der har været meget tryk på kedlerne i byggeriet, og derfor er regeringen på de indre linjer svært tilfredse med, at alment nybyggeri nærmest går i stå. For KL er det jo indlysende, at kravet for det almene nybyggeri skal vægtes op imod utallige andre krav, og her gælder det, at KL kun for alvor kan holde fast i emner, hvor regeringen er i klemme. Det er regeringen på spørgsmålet om plejeboliggarantien, men det er regeringen ikke på den almindelige boligmangel i hovedstadsområdet for almindelige mennesker. Her har regeringen demonstreret en meget veludviklet evne til at kunne glide af i debatten, og så har KL reelt ikke formået at lægge et tilstrækkeligt pres i forhandlingerne. Forløbet tegner mere og mere et billede af en regering, som slet ikke interesserer sig for boligpolitik. Hvis finansministeren hele tiden kan få kassen til at stemme, og hvis der ikke kommer overophedning i økonomien, så føler Thor Pedersen ingen grund til at rykke på dette område, som har vist sig at være så besværligt. Vi kan forstå regeringens motiver, hvis det forholder sig som beskrevet. Men vi kan ikke godtage dem. For KL drejer det sig om, at ordrebogen er mere end overfyldt, når kommuneforhandlingerne starter, og så er det indlysende, at det i tilspidsede situationer er svært at holde fast i det hele. Set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det dog helt uholdbart, at det ikke længere er muligt at bygge boliger til overkommelige huslejer i de store byer.