Ingen læge til de mest sygdomsramte

Af Gert Nielsen

Men det er mindst lige så oprørende, at det danske sundhedssystem svigter en indsats der, hvor behovet er størst i forhold til generelt svigtende helbred. I dette nr. af Boligen omtaler vi i artiklen på side 8-9 en analyse af sundhedstilstanden i forskellige boligområder, som er gennemført af Folkesundhed København. En række almene boligområder tager desværre den gule føretrøje, når det drejer sig om hospitalsindlæggelser, antal sygedage med dagpenge, førtidspension og andre tilsvarende indikatorer på helbredsproblemer. Der er den forventelige og klassiske sociale dimension i tallene. Det er de fattigste og de svageste, som har de største helbredsproblemer. Det er der to logiske forklaringer på. For det første kan man være fattig og svag, fordi helbredsproblemerne i sig selv har forhindret et bedre liv. For det andet er det også en kendsgerning, at livsstilsproblemer med usund levevis også hænger sammen med den uddannelsesmæssige og sociale dimension. Netop derfor er det jo helt grotesk, at vi i Danmark har konstrueret et sundhedssystem, hvor boligområderne med de største helbredsproblemer bliver valgt fra af de personalegrupper, der netop skulle kunne afhjælpe sundhedsproblemerne. Det er en kendsgerning, at der er meget store problemer med at sikre læger til almen lægepraksis i udkant-Danmark og i store almene boligområder med mange flygtninge og indvandrere og mange socialt belastede. Historien fra Vollsmose taler jo sit eget tydelige sprog. Næsten 10.000 beboere uden en eneste praktiserende læge. Efter normal dansk gennemsnitsstandard skulle der være 6. Vel kan man også søge læge uden for eget boligområde, men der er også en sammenhæng mellem lægens funktion i nærområdet og borgernes brug af lægen. Idealet er jo en moderne og topkvalificeret udgave af den gamle familielæge, der også havde et solidt kendskab til de sociale rammevilkår og andre baggrundsfaktorer i familien. Det er en kraftigt moderniseret udgave af Dr. Hansen fra TV-serien Matador, vi gerne så i stort tal i vores udsatte bebyggelser, herunder også en Dr. Hansen med evnen til at kunne kommunikere med andre end det bedre borgerskab i Korsbæk. Vi så bl.a. gerne en moderne, arabisk eller tyrkisk udgave af Dr. Hansen med stor indseende i familieforholdene i vores mest problemramte boligområder. Vi kender til de forhold, som køb og salg af almen lægepraksis er undergivet, og vi kender baggrunden for, at mange læger vælger vores mere udsatte boligområder fra. Vi kritiserer ikke de læger, som tænker på egen økonomi. Vi kritiserer derimod en sundhedspolitik, som ikke sikrer samme adgang til sundhedsydelser for rig og fattig, og som negligerer de store koncentrationer af mennesker med et dårligt liv rent sundhedsmæssigt. Det kan kun løses ved bevidst politisk indsats med øgede incitamenter for lægerne til at nedsætte sig også i de socialt udsatte områder. Det kan betyde en særlig støtte til praksis i udsatte områder, og det kan naturligvis også kræve øget brug af offentlige midler. Der skal også være direkte adgang til kvalificeret lægebehandling i Vollsmose og andre tilsvarende bydele. Det er en elementær menneskeret. Er regeringen villig til de nødvendige indgreb og bevillinger?