Sat på gaden

Af Gert Nielsen

Medieomtalen fik yderligere næring af en samtidig offentliggjort statusrapport fra SFI, som af Socialministeriet er sat til at undersøge udsættelsernes omfang og konsekvenser. Vi omtaler de foreløbige resultater fra SFI´s undersøgelse på side 20 og 21 i dette nr. af Boligen. Socialminister Karen Jespersen reagerede på medieomtalen med en klar markering af det uacceptable i det stigende antal udsættelser. Både boligselskaber og kommuner skal mere aktivt på banen for at forhindre udsættelser, men der er endnu ikke kommet mere om det konkrete indhold i det nye initiativ. Vi vil gerne her give en klar tilslutning til hovedsigtet med ministerens initiativ. Vi kan kun have interesse i det tættest mulige samarbejde med kommunerne om løsningen af disse problemer. Det har vi først og fremmest af menneskelige grunde. Vi bør kunne undgå mange af disse personlige tragedier, hvor også mange ulykkelige børnefamilier kommer i klemme. Det er ud fra enhver synsvinkel en uacceptabel løsning på et socialt problem. Men det har vi også, fordi disse sager skaber store problemer i den almene boligforvaltning. Det er sager, som er menneskeligt, administrativt og økonomisk uhyre ressourcekrævende. Bl.a. er det normale billede ved en udsættelsessag, at alle involverede parter taber store beløb, herunder også boligorganisationerne, som sjældent får dækket lejerestancer, advokatudgifter og udgifter til istandsættelse ved fraflytning. Det er desværre også indlysende, at det ikke er helt enkelt at lave et indgreb, som vil fjerne alle udsættelsessager, uden at det kan have andre negative konsekvenser. Der må f.eks. være grænser for, hvor tæt beboerne skal følges op, hvis ikke det personlige ansvar skal lide skade, og ikke enhver mindre lejerestance bør kunne udløse en ny stor sag i de kommunale socialforvaltninger. Der er også problemer med afgrænsning i forhold til tavshedspligt. Alle disse problemer vil vi være åbne for at drøfte med ministeren, men sigtet skal være klart: Antallet af tragedier med udsættelser af familier skal ned på et absolut minimum tæt på nul. Her kan vi desværre ikke undgå at nævne, at der også er en sammenhæng med den sociale lovgivning. Indførelse af kontanthjælpsloft, starthjælp og 300-timers-regel er således ikke nogen god støtte i kampen for at undgå udsættelser. Det påberåber oppositionen sig i et angreb på den nye minister, som til gengæld forsvarer sig indædt i forhold til disse angreb bl.a. med henvisninger til tal fra den forrige regerings tid. Men vi vil advare imod, at emnet bliver til en del af det almindelige hundeslagsmål mellem regering og opposition om, hvem der er mest social eller asocial. Dertil er problemet simpelthen for alvorligt. Der bliver ikke færre tragedier med familier, der bliver sat på gaden, af et sådant hundeslagsmål. I stedet bør alle kræfter nu samles om at finde konkrete løsninger og modeller, som tager udgangspunkt i den afdækning af problemerne, som SFI´s analyse viser.