Byggestop med tilbagevirkende kraft
I et særdeles veldokumenteret og veloplagt nyhedsbrev fra Dansk
Byggeri får regeringen læst og påskrevet i forbindelse med det
åbenlyse svigt omkring det almene nybyggeri.
Af Gert Nielsen
Nyhedsbrevet dokumenterer, at kommunerne får utroligt svært ved
at leve op til plejeboliggarantien fra næste år på trods af den
nyligt vedtagne begrænsede forhøjelse af de såkaldte rammebeløb for
ældre- og plejeboliger. Et af problemerne er bl.a., at
rammebeløbene ikke er hævet i de regioner, hvor tilvæksten af
plejekrævende ældre vil være størst. Men helt galt er det med
byggeriet af almene familieboliger. Her dokumenterer Dansk Byggeri
bl.a. en ny tendens, hvor allerede meddelte tilsagn ikke fører til
igangsætning af byggeri, som vi omtaler det i artiklen på side 16 i
dette nr. af Boligen. Det er en tendens, som er slået igennem siden
2004, hvor rammebeløbet blev genindført. Der er ikke blot tale om
et reelt aktuelt byggestop for almene familieboliger. I
virkelighedens verden er der tale om et byggestop med
tilbagevirkende kraft, fordi allerede meddelte tilsagn ikke lader
sig realisere inden for de gældende regler. Regeringen har hidtil
reageret med en helt utrolig kynisme i den sag. Der er ingen som
helst reel løsning på problemet fra regeringens side. Det faktiske
byggestop med tilbagevirkende kraft bliver mødt med politisk apati,
som Dansk Byggeri skriver. Det er naturligvis regeringen, som er
hovedskurken her, men det forbløffende er, at regeringen
tilsyneladende slipper nogenlunde helskindet fra dette usædvanligt
grove svigt af valgløfter og åbenlyse tilsidesættelse af al
anstændighed i boligpolitikken. Det siger måske også noget om
oppositionens aktuelle kampform, at regeringen kan slippe fra dette
med livet i behold. Regeringen har ikke eneret på den politiske
apati i den sag. Det er velgørende, at Dansk Byggeri så
veldokumenteret og veloplagt tager bladet fra munden. Det er en af
de største arbejdsgiverforeninger og økonomiske sværvægtere i dansk
erhvervsliv, som hermed giver regeringen tørt på. Det er et
dramatisk brud på mange års boligpolitik. Hidtil har der været bred
politisk enighed om, at det er en vigtig samfundsopgave at bygge
boliger til almindelige mennesker. Men dette gælder trods
valgløfter åbenbart ikke længere. Regeringens begrundelse er, at
der har været en overophedning af byggeriet. Men for det første er
det mildest talt ikke den almene byggeaktivitet, som har
overophedet noget som helst. Og for det andet er også den
forklaring en skinforklaring. Den samlede byggeaktivitet er hastigt
på vej nedad. Konjunkturudviklingen i byggeriet er vendt, og
regeringens politik forstærker denne konjunkturnedgang. Når man
spørger regeringen, hvor længe dette byggestop med tilbagevirkende
kraft skal gælde, så er regeringens eneste svar at sende
spørgsmålet videre til overvejelse i et udvalg. Det er en
syltekrukke. Og det er sølle. Et udvalg kan ikke fremtrylle
billigere byggegrunde og billigere byggepriser. Det ved regeringen
naturligvis også, men det lyder pænere at sende sagen i udvalg end
at sige sandheden. Sandheden er, at regeringen med åbne øjne
slagter byggeriet af almene familieboliger med tilbagevirkende
kraft.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
april 2008 |
| Senest opdateret: |
september 2010 |