Finansiel frihed – nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt

Af Gert Nielsen

Det er godt og nødvendigt, hvis det skal være muligt at udleje nye almene boliger i storbyerne til helt almindelige mennesker. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er konklusionen af de familieeksempler, som CASA har gennemregnet for DOMEA, og som vi omtaler i artiklen på side 8 og 9. Det er også nødvendigt med en egentlig forøgelse af den offentlige støtte, hvis velfærdssamfundets kernetropper skal kunne bo i de storbyer, hvis befolkning, de skal betjene. Det gælder de for tiden meget ombejlede sosu-assistenter, buschauffører, pædagoger, lærere, sygeplejersker og politibetjente. Disse kernetropper betragter vi også som kernebeboere i den almene sektor og som meget gode og stabile beboere, så et boligområde også kan rumme de svage grupper - de psykisk syge, svært handicappede, misbrugerne og mange på forskellige former for overførselsindkomst langt fra arbejdsmarkedet. Det er jo ikke bare kernebeboerne, der gerne skulle være plads til men også de svage grupper som ethvert bysamfund rummer. Det duer ikke, at hovedstadens sygeplejersker og lærere skal pendle ind fra Lolland hver morgen, men det er endnu mere skræmmende, at de svage for at kunne overleve på deres offentlige overførselsindkomst også skal tvinges til at flytte til Lolland. Ethvert bysamfund skal kunne rumme sine egne - hvad enten det er personalet i den offentlige velfærdsservice eller de meget svage grupper, som findes overalt. Man kan altid diskutere forudsætningerne i den slags beregninger, som CASA har udført. De fleste familier kan i en periode leve på en sten uden opsparing til tøj og nyt fjernsyn, når det gamle må kasseres, men det holder jo ikke i længden, og derfor indeholder CASA´s beregninger en uhyggelig påvisning af den ubehagelige sandhed. Der skal også øget offentlig støtte til, hvis kernetropperne skal kunne bo i det dyreste nybyggeri i storbyerne på normale almene præmisser. Så kan disse præmisser naturligvis også forsøges ændret i retning af billigere husleje, således som det tilstræbes med det forsøgsprojekt, som KAB netop har fået godkendt i ministeriet under betegnelsen AlmenBolig+. Her kombineres ideen med et masseproduceret råhus uden færdig aptering med meget gør det selv arbejde i driftsfasen. Det er bestemt også en variant, som er værd at dyrke, men alle erkender også, at det næppe er en brugbar model for alle grupper af boligsøgende til almene boliger. Modellen kræver et vist overskud blandt de boligsøgende. Derfor er der også behov for kreativitet i de videre drøftelser om boligøkonomien i storbyerne. Et af forslagene kunne være at ændre i planloven, så det bliver muligt at udlægge nye boligområder til bl.a. almene boliger for at sikre social bæredygtighed i den samlede by. Et andet kunne være adgang til at sælge kommunal jord til en billigere pris, når det drejer sig om byggeri med socialt formål. Et tredje kunne være at indføre en målrettet ny og forhøjet individuel boligstøtte særligt til beboere i nybyggeri, som i forhold til en generel forøget individuel boligstøtte i alt byggeri vil kunne ramme mere målrettet. Men det afgørende er, at politikerne i denne nye proces, som nu er indledt efter valget, erkender, at der skal flyttes såvel på maksimumsbeløb som finansieringsvilkår.