• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Drop ideologien og lad fornuften råde

Foto: Colourbox


Det har kostet 3,5 mio. kr. at sælge nul boliger i Farum. Det er det groteske regnskabsresultat af den midlertidige salgslov, som skabte så stor ballade.

 

Af Gert Nielsen

Det har kostet 3,5 mio. kr. at sælge nul boliger i Farum. Det er det groteske regnskabsresultat af den midlertidige salgslov, som skabte så stor ballade. Det er oven i købet et regnskab, som også omfatter den afdeling, der udgjorde prøvesagen i Højesteret om salgsloven, og som regeringen vandt knebent med dommerstemmerne 5 imod 4. Vi omtaler det tankevækkende regnskabsresultat i en artikel på side 10 og 11 inde i bladet. Efter dommen i Højesteret udtalte daværende velfærdsminister, Karen Jespersen, at regeringen nu ville ændre salgsloven, så der fremover krævedes enighed om salget, og så ideologien blev lagt på hylden. Men Karen Jespersen blev kørt over i regeringen, og i 2008 skete en midlertidig forlængelse af den midlertidige salgslov, så den igen var gældende i perioden 1. juli 2008 til udgangen af 2009. Det skete på trods af de meget klare konklusioner i den evaluering af loven, som regeringen selv havde sat i gang. Den yderligere forlængelse har imidlertid heller ikke sat gang i salget, og dags dato kan det konstateres, at salgsloven foreløbig er endt som en dundrende fiasko med salg af 44 boliger i alt i hele Danmark.

Nu skal regeringen igen tage stilling til loven, og i skrivende stund er endnu ikke kommet en afklaring. Intet tyder på, at en afklaring kan nås inden nytår, og så ophører den midlertidige salgslov lige så stille med at fungere. Det vil vi græde tørre tårer over. Den lov var og er et meget kedeligt eksempel på, hvad der kan ske, når politikerne glemmer fornuften og lader ideologien styre deres handlinger. Den lov var tænkt "som et stød i hjertekulen på boligbevægelsen", som daværende borgmester Søren Pind så malende udtrykte det i januar 2002. Vi har hele tiden anført, at loven kun vil føre til salg i de mest attraktive almene områder med de stærkeste beboere, og der vil ikke være tale om et instrument, som vil blive brugt i de udsatte områder som et led i forsøgene på at skabe en mere balanceret beboersammensætning. Erfaringerne har 100 pct. dokumenteret vores påstande.

Men vi afviser ikke, at der kan være fornuft i at forsøge at påvirke beboersammensætningen i særligt belastede områder ved at bruge salg som instrument, og der gælder da også en lillebror til den midlertidige salgslov - den såkaldte permanente salgslov, der kun omfatter de belastede afdelinger. Den lov har slet ikke ført til salg, og et af problemerne er nok, at den i for høj grad også indeholder nogle af de dårlige elementer fra den midlertidige lov - rabat til nuværende beboere og forsøg på at sælge lejligheder enkeltvis. På den anden side er det positivt, at den lov forudsætter enighed mellem alle parter, og at et eventuelt provenu ved salget kan forblive i afdelingen.

Vores forslag er, at erfaringerne nu bør føre til en ændring af den permanente salgslov, så rabatten bortfalder, og så der i højere grad satses på salg af mere sammenhængende dele af en afdeling f.eks. en blok eller lignende. Det er bestemt ikke sikkert, at der selv med sådanne ændringer vil kunne skabes resultater via salg, men vi mener, at mulighederne skal være til stede, således som det f.eks. planlægges i forbindelse med den politiske aftale for Gellerup i Århus. Så må erfaringerne vise, om det faktisk vil kunne bidrage til en mere afbalanceret beboersammensætning. Det er på tide at droppe ideologien og lade fornuften råde.



Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: november 2009
Senest opdateret: september 2010