Varm luft i klimadebat

Af Gert Nielsen

I december skal Danmark være vært ved FN's store klimakonference i København, og der er gang i forberedelserne og de højstemte erklæringer om de gode viljer. Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev pludselig omvendt som tilhænger af det fossilfri Danmark, og pist væk var Lomborg og opgøret med arven fra Svend Auken.

Men når der sker den slags pludselige personlige kovendinger, er der også en stor risiko for, at tankegangen og ideerne ikke er helt konsolideret og bundfældet.

Det illustreres med al ønskelig tydelighed i den politiske debat om energipolitikken. Et bredt flertal vedtog i februar forrige år nogle fine målsætninger om reduktion af energiforbruget i nyopførte boliger med helt op til 75 pct. inden år 2020. Der var stor begejstring, men det var småt med konkrete ideer og reelle instrumenter til at nå målet. Endnu værre ser det ud for hele den eksisterende boligbestand, og det er jo først og fremmest her, at besparelserne skal findes, hvis det for alvor skal batte noget. Nybyggeriet fylder alt for lidt i forhold til alt det bestående.

I de eksisterende boliger er de flotte målsætninger endnu mere urealistiske, hvis regeringen ikke også vil midlerne. Med de nuværende energipriser er det simpelthen ikke privatøkonomisk rentabelt at lave meget massive investeringer i energibesparelser, og derfor er der kun to mulige veje frem: Enten skal der med tvang lovgives om nye krav, som skal være gennemført inden en given dato, eller også skal der gives betydelig samfundsmæssig støtte til energibesparende investeringer. De frie markedskræfter og den gode vilje løser ikke problemet. Mange af de gode viljer mener imidlertid, at den almene sektor må gå i spidsen, fordi det er en sektor, hvor de samfundsmæssige hensyn vejer så tungt, og der eksisterer jo også en Landsbyggefond, som vil alt det gode for beboerne og samfundet.

Her er behov for en endog meget kraftig advarsel. Det er naturligvis hverken realistisk eller rimeligt, at de stærkt begrænsede almene midler skal tvangsudskrives til fordel for klimainvesteringer, som ingen anden del af det danske samfund deltager i. De almene beboere har generelt lave indkomster, og de kan ikke pålægges en ganske særlig forpligtelse til at løse klimaproblemerne. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi meget gerne lægger boliger til en særdeles aktiv indsats for energibesparelser. Vi har f.eks. gentagne gange tilbudt at gå i spidsen med en offensiv, hvor vi kan vise nytænkning og vilje til at realisere de gode ideer bl.a. i form af en særlig garantiordning via Landsbyggefonden, hvis der også fra politisk hold er vilje til at sikre den nødvendige økonomi.

Det handler om stærkt øgede renoveringsrammer via Landsbyggefonden, fordi alle erfaringer viser, at de store almene renoveringsprojekter indeholder masser af energibesparelser i form af arbejder på klimaskærmen. Det handler også om egentlige offentlige tilskud til energiinvesteringer, fordi der er problemer med den privatøkonomiske rentabilitet.

Tænk, hvis den netop vedtagne renoveringsstøtteordning havde haft et sådant perspektiv i stedet for den bevidstløse ordning med tilskud til alt mellem himmel og jord forbeholdt private husejere. Så ville klimadebatten have haft tyngde og perspektiv. Nu er det eneste tilbageblevne perspektiv, at der er lukket en masse varm luft ud, som med garanti har bidraget til den globale opvarmning.