• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Fattigdom bekæmpes med konferencer

Foto: Colourbox

Året 2010 er Det Europæiske Fattigdomsår, og det lover jo godt for de fattige. Nu vil det store og umenneskelige EU-system endelig gøre noget ved et dybt alvorligt problem, og den danske regering følger trop, skriver Boligselskabernes Landsforening direktør Gert Nielsen i Boligens leder.


Af Gert Nielsen


Året 2010 og det lover jo godt for de fattige. Nu vil det store og umenneskelige EU-system endelig gøre noget ved et dybt alvorligt problem, og den danske regering følger trop.

Ikke mindre end 2,3 mio. kr. uddeles i puljer til bekæmpelse af fattigdom, heraf 1 mio. til lokale projekter i kommuner og regioner, 1 mio. til lokale eller landsdækkende projekter og aktiviteter af organisationer, der udfører frivilligt arbejde, og ikke mindre end 0,3 mio. til lokale oplysende og debatskabende arrangementer.

Det skal jo nok rykke, men regeringen stopper ikke her. Yderligere 1,9 mio. kr. bruges til centrale aktiviteter, herunder en opstarts- og afslutningsevent, udgivelse af pjecer, lancering af en hjemmeside og udskrivelse af en prisopgave. Og som overbygning bruges også 0,1 mio. til evaluering af det hele.

Der er også fastlagt nogle succeskriterier for regeringens indsats i fattigdomsåret:

At 250.000 personer har hørt om det. At der udarbejdes mindst 10 offentligt tilgængelige produkter som hjemmesider, kampagnemateriale o.lign. At minimum 20 organisationer og 500 enkeltpersoner har deltaget i  konferencer.

Den spektakulære danske indsats finansieres af EU-midler med 1,3 mio. kr., og den danske regering yder 3,0 mio. kr.

Fra BL´s side vil vi gerne give dette første bidrag til opfyldelse af succeskriterierne. Med udgivelse af dette nr. af Boligen i et oplag på 32.500 har vi allerede bidraget væsentligt til det første af succeskriterierne, og vi vil uden tvivl også være leveringsdygtige i adskillige deltagere i konferencer. Så succesen skulle være hjemme.

Vi vil imidlertid tillade os at stille det kætterske spørgsmål, hvordan man dog kan bekæmpe fattigdom med disse midler. Vi anerkender, at det også er vigtigt at skabe bevidsthed om de reelle fattigdomsproblemer, deres årsager og de muligheder, der er for at bekæmpe dem. Men det virker direkte provokerende, at hele indsatsen i form af succeskriterierne er koncentreret om produktion af pjecer og hjemmesider og afholdelse af konferencer.

Her gik vi naivt og troede, at det eneste gyldige succeskriterium er, at der bliver færre fattige.

Og så må vi da gå ud fra, at regeringen vil følge op på tankerne om Det Europæiske Fattigdomsår ved også at levere reelle politiske og lovgivningsmæssige indgreb på de områder af samfundet, hvor  fattigdommen skabes.

En uddeling af puljer på 2,3 mio. kr. kan ikke gøre det. Hvis regeringen skulle være i tvivl, leverer vi gerne lyslevende eksempler fra den almene hverdag. Man kunne jo f.eks. til en begyndelse ophæve de forringelser af kontanthjælpen, som er gennemført for særlige grupper, og som bl.a. danner baggrunden for en tilsyneladende fortsat vækst i antallet af udsættelser på grund af lejerestancer i den almene sektor.

Fattigdom bekæmpes ikke ved at tale om det på en konference.

Andre brugere har skrevet

lars vestergaard 03-01-2010 00:31
Kære Gert Nielsen
Du er nu altid så vrissen! ;-)
Og her har Du al mulig grund til at være det.
Det Du har modtaget, og skriver om, ligner et standard-koncept for en standard kampagne.
Om kampagnerne er for lokumsrens, tykmælk, kondomer eller fattigdom ændrer ikke på koncept og succeskriterier.
Reklamebureauerne hygger sig og vi andre græmmes.

For nogen tid siden skulle vennerne i Projekt Udenfor arrangere en international konference om brugerinddragelse i arbejdet blandt de hjemløse udsatte.
Deltagerbetalingen var så skyhøj at alle de hjemløse, som pr definition er økonomisk dårligt stillede, automatisk blev sat Udenfor.
Emnet var Brugerinddragelse!

Sådan kan man af og til få kvalme over den bedste hensigt.

Du har ret.
Fattigdommen løses ikke gennem reklamekampagner, men gennem uddannelse, arbejde og højere sociale ydelser til de der har behov.

Tillykke med direktørskiftet til begge.

Mvh Lars Vestergaard, Nørrebro
Jette Skov 06-01-2010 14:32
Det er den bedste leder jeg længe har læst. Den er så rammende.
Humoristisk og med bid.
Og bare så rigtig..
Flot skrevet. Den skulle sendes til politikerne i Folketingets Boligudvalg og Socialudvalg..
MVH Jette Skov

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: december 2009
Senest opdateret: september 2010