• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Statsministeren på besøg

Foto: Stefan Kai Nielsen

Selv om statsministeren og socialminister ikke kom med epokegørende udtalelser til pressen, så må besøget i Tåstrupgård tages som en klar markering af, at regeringen tager problemerne i de udsatte boligområder alvorligt.

Af Bent Madsen

Tåstrupgård havde fint besøg af både statsminister Lars Løkke Rasmussen og socialminister Benedikte Kiaer den 11. august, hvor de indledte en besøgsrække på angiveligt fire såkaldte vidensmøder, hvor socialministeren sammen med andre ministre fra regeringen skal besøge udsatte boligområder for at få viden og inspiration til at tackle udfordringerne.

Under stort presseopbud som omtalt i artiklen på side 4-5 startede ministerbesøget i Tåstrupgård kl. 9 om morgenen med et lukket møde, hvor blandt andet eksperter orienterede om problemerne i de udsatte boligområder, hvorefter der var rundvisning i området.

Selv om statsministeren og socialminister ikke kom med epokegørende udtalelser til pressen, så må besøget i Tåstrupgård tages som en klar markering af, at regeringen tager problemerne i de udsatte boligområder alvorligt. Og dette signal er opløftende, for hen over efteråret skal der jo indgås en boligaftale om rammerne for renoveringerne, den boligsociale indsats og huslejenedsættelserne i de kommende år.

På vidensmødet i Tåstrupgård havde BL’s formand, Palle Adamsen, to centrale budskaber med. Der skal gøres en langt større indsats i boligområderne, hvis udviklingen for alvor skal vendes. Og dernæst at gøre det muligt at sikre den større indsats gennem en offensiv boligaftale, hvor renoveringerne allerede fra 2011 kommer op i et langt større omfang, og hvor der sker en fortsættelse af den boligsociale indsats. Det skal både sikre bedre forhold i de udsatte områder og forebygge, at boligområder på vippen fanges I negative spiraler.

En sådan offensiv indsats vil ikke koste staten en krone. Det eneste, der kræves, er, at politikerne i den kommende boligaftale giver Landsbyggefonden lov til at skrue op for aktiviteten. Herudover kunne det selvfølgelig være både rigtigt og rimeligt, hvis staten også selv støtter indsatsen i boligområderne, da der jo er tale om en central velfærdsindsats.

Som skildret her ligger det jo nærmest på den flade hånd, at regeringen skal indgå en offensiv boligaftale. Men vil det så også ske? Signalet med statsministerens og socialministerens besøg i Tåstrupgård trækker klart i den retning sammen med de måske tre kommende vidensmøder. Herudover er de konservative kommet med et omfattende boligudspil, som er omtalt i en artikel på side 10 og 11.

Det står direkte i det konservative udspil, at det er et oplæg til de kommende boligforhandlinger i efteråret, og der er tale om et ganske grundigt og gennemarbejdet udspil.

Hovedbudskabet er helt klart, at der skal gøres en langt større indsats i boligområderne med en bred vifte af tiltag, herunder flere renoveringer, bedre mulighed for at tiltrække ressourcestærke beboere, styrket beskæftigelses- og aktiveringsindsats m.v. Praktiske løsninger på virkelighedens problemer.

Signalet i det konservative oplæg er således også krystalklart, nemlig at der skal indgås en offensiv boligaftale til efteråret.

Når vi engang i slutningen af oktober eller starten af november når hen til målstregen, hvor der skal laves et forlig om anvendelsen af Landsbyggefondens midler i de kommende formentlig fire år, så må vi inderligt håbe, at regeringen mener sine positive signaler alvorligt. Men håbet gør det jo ikke altid alene, så undervejs frem til målstregen vil BL gøre sit til, at regeringen fastholdes på positive signaler.


Boligen nr. 9

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Martin Ljung Krabbe
Oprettet: august 2010
Senest opdateret: september 2010