Beboere i Birkhøjterrasserne undersøgt for PCB

KAB sammen med Bispebjerg Hospital om PCB screening af beboerne i Birkhøjterrasserne.

En ny undersøgelse viser, at beboerne i de 295 PCB forurenede boliger i Birkhøjterrasserne, Farum Midtpunkt, har et forhøjet niveau af PCB i kroppen. Men det er ikke alarmerende, og lægerne bag undersøgelsen understreger, at ingen er blevet syge af påvirkningen.

140 beboere i Birkhøjterrasserne og en tilsvarende kontrolgruppe i det øvrige Farum Midtpunkt har deltaget i undersøgelsen som led i et forskningsprojekt finansieret af Sundhedsstyrelsen. Resultatet blev offentliggjort på et beboermøde mandag aften den 9. januar 2012, men alle beboere havde i forvejen fået svar på deres egen test.

Undersøgelsen har vist, at beboerne i de forurenede boliger har omkring dobbelt så meget PCB i kroppen som kontrolgruppen, men deres eksponering har stadig kun været 10 % af det, der af myndighederne er sat som en maksimal, ugentlig grænse.

Renovering
De tilsynsførende myndigheder fastslår, at de tiltag, som Furesø Boligselskab sammen med KAB har taget for at beskytte beboerne mod PCB, er tilstrækkelige. Alle PCB-holdige fuger blev afdækket blev i efteråret 2009, og selve renoveringen går efter talrige pilotprojekter i gang den 1. februar 2012.

"Det har været vigtigt for os at finde den bedste og mest effektive metode til at renovere boligerne, så vi kan være sikre på, at beboerne kan komme tilbage til en godt og sikkert hjem. Derfor er der gået mere end to år, fra vi konstaterede problemet, til vi går i gang," forklarer teknisk chef i KAB Torben Trampe.

Alle beboere i Birkhøjterrasserne er genhuset inden udgangen af 2012. Ifølge planen er renoveringen færdig i slutningen af 2014.

Videre forskning
Undersøgelsen har først og fremmest haft til formål at berolige de berørte beboere. Men da det er den første undersøgelse af sin art i Danmark, der kan vise noget om forholdet mellem PCB i indemiljø og optag i kroppen, vil resultaterne også blive anvendt til videre forskning.

Undersøgelsen er gennemført af læger fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital i samarbejde med Furesø Boligselskab og KAB. Statens Byggeforskningsinstitut skal med udgangspunkt i resultaterne udarbejde en anvisning på PCB renoveringer.



Kilde: www.kabbolig.dk

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2012
Senest opdateret: januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op