Renovering af Askerød afsluttet et år før tid

Midt i december blev afslutningen på et omfattende renoveringsarbejde i Askerød markeret. Renoveringen er afsluttet et år før tid.

Renoveringen i Askerød skulle efter planen først være afsluttet ved udgangen af 2012. Men allerede den 15. december kunne parterne i renoveringsprojektet mødes og markere afslutningen på den store renovering - et år før tid.

Arbejdet har betydet en totalrenovering af badeværelser, renovering af tagterrasser og facader, etablering af nye indgangspartier og renovering af Stamhuset. Også udearealerne er blevet shinet op. Det eneste, der nu mangler, er plantninger, som er udskudt til foråret.

Samtidig med afslutningen på renoveringsprojektet, blev arbejdet med den nye helhedsplan for Askerød sat i gang. Den nye helhedsplan blev endeligt godkendt af Kommunalbestyrelsen og af Landsbyggefonden i begyndelsen af december. Den omfatter sammenlægning af et-værelsesboliger til 16 to-værelsesboliger, som nu bliver indrettet på en måde, så de også kan bebos af personer med bevægelseshandicaps. To hele bygninger bliver revet ned, og der bliver skabt bredere passager mellem de omkringliggende parkeringsarealer og de indre gader. På den måde skal boligområdet blive mere åbent.

Entreprenørarbejdet i forbindelse med begge helhedsplaner er udført af Pihl A/S. Arbejdet med den nye helhedsplan er efter planen afsluttet i oktober 2012. Helhedsplanerne i Askerød bliver støttet økonomisk af Landsbyggefonden.



Kilde: www.bo-vest.dk

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2012
Senest opdateret: januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op