Stamhuset halverer kriminalitet i Askerød
Siden Stamhuset åbnede i 2009 er antallet af
kriminelle handlinger i Askerød blevet halveret. Stamhuset får de
unge drenge væk fra gaden, og tilbyder drengene alt fra en hyggelig
sludder til hjælp med deres økonomi.
Stamhuset, som tidligere blev kaldt Netcaféen, har hjulpet til,
at kriminalitetsniveauet blandt unge er faldet med 49 pct. Også
udgifterne til hærværk i området er mere end halveret. Tallene
kommer fra en rapport udgivet af Center for Boligsocial Udvikling.
Den fremhæver tiltaget i Askerød som en af de vigtigste metoder til
at bekæmpe kriminaliteten i de udsatte boligområder.
I Stamhuset har drengene mulighed for at komme og spille
computer eller se en film sammen med andre unge drenge fra området.
Men det er ikke det eneste Stamhuset tilbyder. Det er et værested
hvor drengene kan komme og få en snak med pædagog Janne Jønck, som
forsøger at skabe en rar atmosfære i klubben. Janne er også med til
at arrangere ture og hjælpe drengene med deres økonomi. Hun står
også for et konfliktløsningskursus for nogle af drengene, hvor de
lærer at bruge ikke-voldelige redskaber til at løse konflikter.
Drengenes relationer til medarbejderne er vigtige. Hvis der ikke
er stærke relationer og tillid, vil drengene ikke betro deres
problemer til nogen. Men drengenes egne netværk er også vigtige,
når der skal sættes en stopper for kriminaliteten. Derfor går man i
stamhuset også op i at sikre, at der er unge drenge, der kan
fungere som rollemodeller.
Klubben fungerer som et vigtigt alternativ til at hænge ud på
gaden, og næsten halvdelen af områdets 15-25 årige drenge benytter
sig af tilbuddet.
Kilde: www.bo-vest.dk
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |