60.000 glemte pensioner i 3F
Nyt arbejde i en anden branche betyder i flere tilfælde også en
ny pensionsordning og et nyt selskab. Ofte bliver den gamle
pensionsordning glemt. Og hele 59.903 medlemmer af 3F har glemt alt
om deres pensionsopsparing i Industriens Pension og PensionDanmark.
Det skriver Fagbladet 3F.
Det viser de seneste tal fra de to pensionsselskaber over konti,
der har mindre end 20.000 kroner på kontoen og været hvilende i to
år eller længere.
I pensionsbranchen er samtlige selskaber blevet enige om en ordning
med "frit lejde" i de næste to år, hvor det er gratis at flytte en
konto på højest 20.000 kroner med sig til det nye
pensionsselskab.
- Udfordringen er, at mange desværre ikke udnytter muligheden for
at flytte. Derfor vil det være oplagt, at små opsparinger kunne
flyttes til lønmodtagerens konto hos ATP. Det ville spare
lønmodtagerne for mange overflødige omkostninger, siger
administrerende direktør Torben Möger Pedersen fra
PensionDanmark.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
februar 2012 |
| Senest opdateret: |
februar 2012 |