A4: Halvdelen af de ledige er stressede

Mavesmerter, søvnløshed og stress er hverdag for rigtig mange danskere, der er blevet arbejdsløse. Næsten halvdelen af de ledige føler sig nemlig stressede, viser en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4.


Ekspert frygter, at den økonomiske krise og udsigten til fortsat ledighed vil føre til op imod 40.000 nye langtidsdepressive danskere.

»Det, som stresser mest, er altid at skulle være klar, og aldrig at vide, hvornår det holder op. Man kan ikke tage fri fra at være arbejdsløs.« Sådan beskriver en af de 400 ledige, der har deltaget i Ugebrevet A4's undersøgelse, sin hverdag som ledig. Og han er langt fra alene. Undersøgelsen, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 i årets første måned, viser at næsten halvdelen af de ledige oplever sig selv som stresset lige nu, og knap to ud af tre har følt sig stresset indenfor den seneste måned. Især frygten for at blive udelukket fra samfundet efter et langt arbejdsliv, frygt for familiens økonomi, og for anseelsen blandt børn, venner og den øvrige familie nævnes blandt de mange årsager til, at de ledige føler sig stressede. En anden arbejdsløs opsummerer situationen således:

»Det er ikke det konkrete, der stresser, det er det ukonkrete. Tvivl om, hvor jeg er, og hvad jeg laver om en uge, en måned, et år. Er privatøkonomien stabil? Er man uønsket af arbejdsmarkedet? Er man sin vennekreds værdig? Forbruger man for meget? Gør man nok for at finde arbejde? Hvad skal man i virkeligheden gøre for at finde arbejde? Og så videre. Helt konkret: Usikkerhed.«

Danske forskere har tidligere dokumenteret, at ledige har 11 gange så høj risiko for at udvikle depressioner som personer i arbejde. Leder af center for Arbejds- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet lektor Einar B. Baldursson siger derfor:

»Vi må derfor nok erkende, at de samfundsmæssige omkostninger ved krisen kan blive ganske betydelige, og jeg er bange for, vi i fremtiden kommer til at se mellem 20.000-40.000 nye langtidsdepressive,« siger Einar B. Baldursson til Ugebrevet A4.


Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2012
Senest opdateret: januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op