Beboere: Ghettoen er et godt sted at bo
Beboerne i landets såkaldte ghettoer er glade for at bo i
boligområderne, viser en ny undersøgelse.
Ubehagelige ord som ghetto og parallelsamfund klistrer til en
række socialt belastede boligområder i København og de større
provinsbyer. Men i hverdagen lever hovedparten af beboerne i de
såkaldte ghettoer fredeligt sammen og hjælper hinanden.
Sådan lyder meldingen fra beboerformænd i boligområderne Tingbjerg
i København, Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus. Og
deres udsagn bekræftes af en ny undersøgelse, skriver Kristeligt
Dagblad.
- Der er højere kriminalitet og sociale problemer, erkender Helle
Hansen, der formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken i
Aarhus.
- Men for hovedparten af beboerne er Gellerup et godt sted at bo
med mange klubber og aktiviteter og et stort sammenhold mellem
danskere og nydanskere, siger hun til Kristeligt Dagblad.
I Gellerupparken bor omkring 950 danskere sammen 6000 nydanskere
fra 86 nationer.
Meldingerne om den fredelige sameksistens i de belastede
boligområder bekræftes af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse
fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
Seniorforsker Tina Gudrun Jensen har i 10 måneder været fluen på
væggen i et boligkvarter, hvor omkring halvdelen af beboerne er
nydanskere.
- I hverdagen tænker de danske beboere ikke på, om naboen er
muslim. En nabo er en nabo, og man forsøger at få det bedste ud af
det, siger Tina Gudrun Jensen til Kristeligt Dagblad.
Samme oplevelse har Abdel Salam, der er formand for Bøgeparkens
afdelingsbestyrelse i Odense-bydelen Vollsmose med 10.000 beboere
fra 78 nationer.
- Langt størstedelen af beboerne er glade for området, men vi har
nogle særlige udfordringer med en lille gruppe kriminelle. Vi skal
tale åbent om de problemer, men det er ærgerligt, at en lille
gruppe stempler samtlige 10.000 beboere, mener Abdel Salam.
/ritzau/