Befolkningsboom får boligpriserne i vejret
Eksperter forventer stigende ejendomspriser i København
fremover, fordi flere flytter til storbyen.
Stigende boligpriser kan være svære at forestille sig i denne tid,
men kigger man hele 20 år frem, taler meget for, at boligerne i
København bliver dyrere.
Prisstigninger kan komme alene af den årsag, at flere flytter til
hovedstadsområdet i de kommende år, skriver Politiken mandag.
- Priskløften mellem københavnsområdet og resten af landet ser ud
til at blive yderligere udvidet i fremtiden, siger cheføkonom
Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til
Politiken.
Antallet af københavnere vil ifølge en analyse fra Realkredit
Danmark vokse så meget, at det i sig selv vil hive huspriserne op
med 10 procent frem til 2030. I resten af landet vil vækst i
befolkningen kun hive huspriserne op med 2 procent.
Analysen bygger på, at den seneste befolkningsprognose fra Danmarks
Statistik forudser, at indbyggerantallet i Storkøbenhavn stiger med
cirka 15 procent i de kommende 20 år.
Det svarer til 185.000 flere københavnere. I resten af landet
forventer statistikerne kun, at befolkningen stiger med 4
procent.
Alt tegner til, at dette kommer til at holde stik, vurderer ekspert
Curt Liliegreen, der har vurderet analysen for Politiken.
- Tendensen til, at befolkningen koncentrerer sig i større byer som
København, er global, og jeg er overbevist om, at det er en trend,
der vil holde.
- Byerne skaber en større del af BNP og de mere attraktive
vellønnede job for talentmassen, ikke mindst i fremtidens samfund,
siger Curt Liliegreen, der er sekretariatschef i Boligøkonomisk
Videnscenter, til Politiken.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |