Carina-sag giver flere klø til Cekic
Carina er modsat andre ikke fattig med 5000 kroner pr. måned
efter skat mener socialordfører Maja Panduro (S).
"Carina" er ikke fattig, når hun har over 5000 kroner om måneden
på kontanthjælp efter skat.
"Carina"s fejlagtige eksempel overskygger de massive sociale
problemer hos mange fattige danskere, som hverken kan købe medicin
eller holde jul.
Sådan siger Socialdemokraternes socialordfører Maja Panduro om, at
SF's socialordfører Özlem Cekic allerede i 2008 i to aviser brugte
"Carina" som eksempel på fattigdom ifølge Morgenavisen
Jyllands-Posten.
- Det er rigtig træls, at hele fattigdomsdebatten skal handle om en
art turisme, hvor vi skal vurdere enkelte personers budgetter. Det
er svært at vurdere, hvordan "Carina"s budget var i 2008, siger
Maja Panduro og fortsætter:
- Jeg mener ikke, at "Carina" er fattig.
Özlem Cekic siger, at "situationen var anderledes dengang, og hun
havde ikke råd til at betale sin husleje" samt at hun vil ikke
kommentere eksemplet yderligere.
Forklaringen preller af på Venstres politiske ordfører, Ellen Trane
Nørby, som i 2008 afviste, at Carina var fattig.
- Det understreger bare, at SF og Özlem reelt mente og mener, at
man er fattig, når man har et rådighedsbeløb som Carina. Der var
altså ikke tale om en smutter, siger hun.
I ti år har 6100 personer - heraf to tredjedele kvinder - uafbrudt
levet af kontanthjælp uden job eller uddannelse. Det viser tal fra
Arbejdsmarkedsstyrelsen.
- Det er et problem, som regeringen tager meget alvorligt.
Beskæftigelsesminister (Mette Frederiksen, (S), red.) har sagt, at
vi ikke kan acceptere, at kontanthjælp er en varig ydelse.
Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, siger Socialdemokraternes
socialordfører.
"Carina"s problem er, at hun tilsyneladende har fået kontanthjælp i
langt over ti år, mener Maja Panduro.
De Radikale ønsker ikke at kommentere den seneste udvikling i
Carina-sagen.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |