Danmarks største eksportmarked går tilbage
Europas største økonomi, Tyskland, oplevede negativ vækst i
fjerde kvartal af 2011, viser nye tal.
Tysklands økonomi voksede i 2011 set som helhed, men den
europæiske gældskrise betyder, at økonomien skrumpede med 0,2
procent i de sidste tre måneder af året, viser nye tal
onsdag.
Dermed kan Tyskland for første gang siden recessionen i 2009
registrere negativ vækst.
Tallene er dog en smule bedre, end hvad iagttagere på forhånd havde
forventet. De havde spået et fald på 0,3 procent i fjerde
kvartal.
En god start på 2011 betyder imidlertid, at Europas største økonomi
samlet set voksede med 3,1 procent sidste år, når tallene
korrigeres for sæsonudsving.
Flere af Tysklands vigtigste handelspartnere i Europa har været
tvunget til at svinge sparekniven for at slanke deres respektive
budgetter og forsøge at nedbringe gælden.
Tyskland er Danmarks største eksportmarked. Danmark solgte sidste
år varer til Tyskland for 91 milliarder kroner, viser tal fra
Eksportrådet.
/ritzau/dpa