Dansk politik er blevet mobning fra morgen til aften

Talen var direkte og livlig i sin henvendelsesform. Den havde flotte formuleringer, anskuelige historier og principielle betragtninger. Et 10-tal. Så snart man steg på mediemøllen igen, erfarede man imidlertid, at det var en helt håbløs tale. Helle Thorning-Schmidt missede en historisk chance. Hun blev nu blot trukket dybere ned i sumpen. Det kunne man se på Facebook, på tv-kanalerne og i det aldrig hvilende korps af politiske kommentatorer. Hvad sker der her? Meget af kritikken er selvfølgelig forventelig. Politiske figurer, der anerkender deres modstandere, er en mangelvare i tidens "politiske debat", som rummer meget ørkesløs polemik og rituel tomgangssnak.

En anden del af kritikken hviler, i god eller ond tro, på nogle meget idealiserede præmisser om, hvad sådan en tale bør indeholde: serier af konkrete forslag eller - med en af de mest slidte kommentator-floskler - en "fortælling" om, hvor vi alle sammen nu skal hen. Hallo, hvornår har man lige hørt det siden Churchill og Kennedy? Når en person bare ikke kan gøre noget rigtigt, når selv en overgennemsnitlig god præstation som Helle Thorning-Schmidts nytårstale bliver brugt som endnu et bevis på hendes totale mangel på kvalifikationer, så er vi et andet sted henne end i den almindelige kritik og debat. Så er vi ovre i den mellemmenneskelige dynamik, vi kalder for mobning, og som samfundet ved ihærdige kampagner prøver at bekæmpe og inddæmme, når den foregår i skolegården.

Den mediebaserede mobning af offentlige figurer, herunder politikere, er blevet et mere og mere almindeligt fænomen, og da vi jo alle kun er mennesker, åbner vi for fjernsynet med samme vellyst, som de strikkende, gamle koner var fyldt af, når de indtog deres pladser for foden af guillotinen under den franske revolution. Så, nu kommer det, den indledende speakerkommentar: "Presset stiger på NN i anledning af sagen om …". Et mobbeoffer blandt børn kan blive helt vilkårligt "udvalgt". Eller der kan være en form for anderledeshed eller en tilfældig hændelse, der sætter det hele i gang. Når processen først kører, er den svær at stoppe.

Det er karakteristisk, at alt, hvad den mobbede siger og gør for at komme fri af situationen eller for at behage og imødekomme sine forfølgere, ikke nytter noget. Det bliver blot ny benzin på bålet. Det er en situation, der ikke står til almindelig forhandling. I børneflokken kan det ende med, at den mobbede må kapitulere og flytte skole. Eller også får nogle ansvarlige instanser øje på, hvad der foregår og sætter en stopper for det.

Når kritikken af Thornings nytårstale bliver så urimelig og ude af proportioner, er det, fordi mobningens logik er ved tage over. Hun kan ikke gøre noget rigtigt mere. Et grelt fortilfælde er den lange og pinagtige proces om tidligere udenrigsminister Lene Espersens (K) "ferie-skandale". Den blev bare ved og ved. Der var intet at gøre. Det hjalp ikke med undskyldninger.

Det hjalp ikke med en voldsom arbejdsindsats. Det eneste, der kan afslutte processen, er offerets symbolske død eller totale kapitulation, i Espersens tilfælde at hun måtte gå af som partiformand. I en anden sag fra det kulturelle felt ophørte mobningen af digteren Jørgen Leth først, da han havde mistet alt: konsulpost, filmstøtte, kommentatortjans. Disse mobbeprocesser ligger hele tiden på spring. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er en klar kandidat i øjeblikket med sin tøjstil og sine engelskkompetencer.

En del af dem kommer ikke særlig vidt, heldigvis. Andre løber til den bitre ende. Det er nok meget godt, at børn og unge ikke følger den politiske debat særlig tæt, for den ville ikke være noget eksempel for dem til opbyggelse og efterfølgelse. Den kunne give dem indtryk af, at mobning er en fornøjelse, de voksne ikke kan få nok af.

//Ritzau//