Dansk politik er blevet mobning fra morgen til aften
Min kone og jeg stemte ved valget på andre partier end Helle
Thorning-Schmidts (S), men da vi havde hørt statsministerens
nytårstale søndag aften, var vi enige om, at det havde hun gjort
godt. Det skriver Nils Gunder Hansen i en klumme i Kristeligt
Dagblad. Det var en temmelig god tale. Og da fuldt ud på højde med
de umiddelbare forgængere, hvor jeg i min undervisning på
universitetet har gennemgået flere af Anders Fogh Rasmussens (V)
nytårstaler.
Talen var direkte og livlig i sin henvendelsesform. Den havde
flotte formuleringer, anskuelige historier og principielle
betragtninger. Et 10-tal. Så snart man steg på mediemøllen igen,
erfarede man imidlertid, at det var en helt håbløs tale. Helle
Thorning-Schmidt missede en historisk chance. Hun blev nu blot
trukket dybere ned i sumpen. Det kunne man se på Facebook, på
tv-kanalerne og i det aldrig hvilende korps af politiske
kommentatorer. Hvad sker der her? Meget af kritikken er
selvfølgelig forventelig. Politiske figurer, der anerkender deres
modstandere, er en mangelvare i tidens "politiske debat", som
rummer meget ørkesløs polemik og rituel tomgangssnak.
En anden del af kritikken hviler, i god eller ond tro, på nogle
meget idealiserede præmisser om, hvad sådan en tale bør indeholde:
serier af konkrete forslag eller - med en af de mest slidte
kommentator-floskler - en "fortælling" om, hvor vi alle sammen nu
skal hen. Hallo, hvornår har man lige hørt det siden Churchill og
Kennedy? Når en person bare ikke kan gøre noget rigtigt, når selv
en overgennemsnitlig god præstation som Helle Thorning-Schmidts
nytårstale bliver brugt som endnu et bevis på hendes totale mangel
på kvalifikationer, så er vi et andet sted henne end i den
almindelige kritik og debat. Så er vi ovre i den mellemmenneskelige
dynamik, vi kalder for mobning, og som samfundet ved ihærdige
kampagner prøver at bekæmpe og inddæmme, når den foregår i
skolegården.
Den mediebaserede mobning af offentlige figurer, herunder
politikere, er blevet et mere og mere almindeligt fænomen, og da vi
jo alle kun er mennesker, åbner vi for fjernsynet med samme
vellyst, som de strikkende, gamle koner var fyldt af, når de indtog
deres pladser for foden af guillotinen under den franske
revolution. Så, nu kommer det, den indledende speakerkommentar:
"Presset stiger på NN i anledning af sagen om …". Et mobbeoffer
blandt børn kan blive helt vilkårligt "udvalgt". Eller der kan være
en form for anderledeshed eller en tilfældig hændelse, der sætter
det hele i gang. Når processen først kører, er den svær at
stoppe.
Det er karakteristisk, at alt, hvad den mobbede siger og gør for at
komme fri af situationen eller for at behage og imødekomme sine
forfølgere, ikke nytter noget. Det bliver blot ny benzin på bålet.
Det er en situation, der ikke står til almindelig forhandling. I
børneflokken kan det ende med, at den mobbede må kapitulere og
flytte skole. Eller også får nogle ansvarlige instanser øje på,
hvad der foregår og sætter en stopper for det.
Når kritikken af Thornings nytårstale bliver så urimelig og ude af
proportioner, er det, fordi mobningens logik er ved tage over. Hun
kan ikke gøre noget rigtigt mere. Et grelt fortilfælde er den lange
og pinagtige proces om tidligere udenrigsminister Lene Espersens
(K) "ferie-skandale". Den blev bare ved og ved. Der var intet at
gøre. Det hjalp ikke med undskyldninger.
Det hjalp ikke med en voldsom arbejdsindsats. Det eneste, der kan
afslutte processen, er offerets symbolske død eller totale
kapitulation, i Espersens tilfælde at hun måtte gå af som
partiformand. I en anden sag fra det kulturelle felt ophørte
mobningen af digteren Jørgen Leth først, da han havde mistet alt:
konsulpost, filmstøtte, kommentatortjans. Disse mobbeprocesser
ligger hele tiden på spring. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er
en klar kandidat i øjeblikket med sin tøjstil og sine
engelskkompetencer.
En del af dem kommer ikke særlig vidt, heldigvis. Andre løber til
den bitre ende. Det er nok meget godt, at børn og unge ikke følger
den politiske debat særlig tæt, for den ville ikke være noget
eksempel for dem til opbyggelse og efterfølgelse. Den kunne give
dem indtryk af, at mobning er en fornøjelse, de voksne ikke kan få
nok af.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |