De svageste arbejdsløse er en gåde
Hverken politikere eller forskere ved helt, hvad der skal til
for at få landets knap 30.000 svageste kontanthjælpsmodtagere - den
såkaldte matchgruppe 3 - i arbejde.
Forskerne på landets universiteter har længe kløet sig i håret,
dels fordi spørgsmålet er svært at besvare, og desuden fordi man
mangler viden, forklarer professor i økonomi ved Aarhus Universitet
Michael Svarer.
»Man ved ikke meget om, hvad der virker for at få matchgruppe 3 ind
på arbejdsmarkedet. Man har ikke identificeret noget, der er
supereffektivt,« siger han til metroXpress.
Rigsrevisionen har også dokumenteret politikernes problemer. Fra
2006 til 2009 brugte staten næsten 10 milliarder kroner på
aktivering af gruppen - uden at få nogen bemærkelsesværdige
resultater ud af det, lød det i Rigsrevisionens kritik. Dertil
kommer udgifterne til forsørgelse - kontanthjælpen til de svageste
ledige kostede sidste år alene 3,3 milliarder kroner.
Ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jan Sjursen, er der
brug for mere viden. Problemet er, at de svageste
kontanthjælpsmodtagere ikke kun har arbejdsløsheden som problem,
men ofte misbrugsproblemer eller sociale vanskeligheder. Derfor er
løsningen ifølge ham ikke at tilpasse de svage, men at tilpasse
samfundet.
»Man skal skabe et rummeligt arbejdsmarked - tilpasset den enkelte
- som ikke kræver 37 timer af alle. Det er vi alt for dårlige til i
Danmark. Det er en skandale, fordi det betyder, at der er nogle
mennesker, som ikke får lov til at bidrage til samfundet med de
ressourcer, de har - og det kan være få eller mange,« siger han til
metroXpress.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |