Dele af byggebranchen gør stormkur til hinanden
Der er regulær "speed-dating" i gang i organisationsmarkedet for
tiden. Det gælder også dele af underskoven i Dansk Byggeri, som
gennem nogen tid har interesseret sig for, hvad andre
organisationer kan tilbyde af ydelser, skriver Licitationen -
Byggeriet Dagblad.
Flere sektioner og brancher flirter seriøst med andre
organisationer. Både Brolæggerlauget under Dansk Byggeri og
Stilladssektionen i Dansk Byggeri, har haft møder med
arbejdsgiverorganisationen Dansk Håndværk, uden der dog foreløbig
er truffet en beslutning.
Formanden for Stilladssektionen, Bo Jensen fra Herlev Stilladser,
erkender, at der er ting som gør, at man godt kunne overveje
situationen.
- Vi har det problem, at vi sidder til bords med de store
virksomheder i entreprenørsektoren, som i realiteten er vore
kunder. Som udgangspunkt er det jo fint og åbner for en fornuftig
dialog. Men vi har ofte nogle modsatrettede interesser. Blandt
andet ville vi som stilladsvirksomheder gerne have noget mere
kædeansvar ind, fordi det ville hæve sikkerheden og kvaliteten i
arbejdet. De store virksomheder har bedre muligheder for at
beskæftige den udenlandske arbejdskraft, og har som følge deraf
ikke interesse i at hæve mindstelønnen. Noget som vi ikke ville
have noget imod, da ingen af os alligevel betaler mindsteløn til
vore folk, siger Bo Jensen til Licitationen - Byggeriets
Dagblad.
I Dansk Byggeri er man godt klar over, at der flirtes i krogene.
Her forklarer man det med, at tiderne er lidt hårde, og at der
derfor er mere fokus på, hvad man får for pengene.
- Det er jo et frit land, vi lever i, og alle skal jo helst være
organiseret der, hvor de føler sig bedst betjent, så det er helt
naturligt, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen til
Licitationen - Byggeriets Dagblad, og han tilføjer, at der jo også
er brancher som henvender sig til Dansk Byggeri som det senest har
været tilfældet med Dansk Sprængteknisk forening, og Foreningen
Klimaskærm, som ganske vist ikke er medlemmer, men blevet
tilknyttet.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |