Løkkes tæskehold får bøllebank i baglandet
Venstres bagland er rørende enige om, at hverken Søren Pind,
Troels Lund eller Peter Christensen skal være Lars Løkke Rasmussens
arvtager, viser rundspørge.
Venstreformand og oppositionsleder Lars Løkke Rasmussens
såkaldte "tæskehold" - Søren Pind, Peter Christensen og Troels Lund
Poulsen - får en lige højre af partiets bagland. Det viser en
rundspørge blandt partiets kommuneforeningsformænd, som Ritzau har
foretaget.
Der er nemlig ikke en eneste blandt lokalformændene, der giver
udtryk for, at de foretrækker en af de tre herrer som Lars Løkke
Rasmussens arvtager på posten som partiformand, når det engang
skulle blive aktuelt.
Mest populær i baglandet er næstformand Kristian Jensen. 46 procent
af dem, der har svaret på spørgsmålet, mener, at den nuværende
gruppeformand er den bedst kvalificerede til at stå i spidsen for
partiet.
Derefter er der et pænt stykke ned til politisk ordfører Ellen
Trane Nørby, der med 11 procent af de 35 deltagende lokalformænds
velsignelse indtager andenpladsen i baglandets foretrukne
arvefølge.
At det ender i en nulløsning for trekløveret Christensen, Poulsen
og Pind, kommer især for sidstnævntes vedkommende som en
overraskelse for Weekendavisens politiske redaktør, Arne
Hardis.
- Folk, der beskæftiger sig med politik til hverdag ved, at Søren
Pind har personlige ambitioner, og at der er mange på
Christiansborg, der er begejstret for hans indsats, siger han og
fortsætter:
- Og derfor er det overraskende, at det åbenbart ikke er nået ud
til Venstres bagland.
- Til gengæld er det forudsigeligt, at Kristian Jensen scorer så
højt. For dels er han formelt kronprinsen, og dels har han passet
og plejet Venstres bagland, påpeger han.
Især for Troels Lund Poulsens vedkommende er der som bekendt løbet
meget vand under broen, siden Lars Løkke Rasmussen i foråret - i
kølvandet på daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs
fyring - gjorde sit "tæskehold" til ministre.
Ifølge Arne Hardis er Troels Lund Poulsen det nærmeste, man kommer
en politisk terminalpatient, og det undrer ham ikke, at hverken han
eller Peter Christensen indkasserer en eneste stemme som
kronprins.
- Peter Christensen har ikke udtrykt ambitioner i den retning. Og
Troels Lund befinder sig jo i en tilstand i gråzonen mellem død og
skindød, rent politisk set, siger Arne Hardis med henvisning til
skattesagen, der har sendt Lund Poulsen i tidsubestemt eksil fra
Folketinget.
En af de mange i Venstres bagland, der entydigt peger på Kristian
Jensen som Lars Løkke Rasmussens naturlige arvtager, er
kommuneforeningsformand for Venstre i Egedal Kommune, Peter
Schott:
- Kristian Jensen er på nuværende tidspunkt den eneste rigtige. Det
er sådan set meget enkelt, siger Peter Schott.
- Han har opbygget et rigtig stærkt netværk rundt om i landet, og
det er vigtigt, når man skal være formand, påpeger han.
Han mener ikke, at der er noget besynderligt i, at Søren Pind,
Troels Lund og Peter Christensen får "et æg" på måltavlen.
- De har jo været ude og tage de hårde og urimelige debatter i
offentligheden, og det giver ikke altid pæn omtale i pressen, lyder
forklaringen.
Hans kollega i Holbæk Kommune, Mogens Jensen, mener ikke at
spørgsmålet om, hvem, der skal overtage rorpinden efter Lars Løkke
Rasmussen, er synderligt aktuelt.
- Det er jo et hypotetisk spørgsmål, men Ellen Trane er et godt bud
engang ude i fremtiden, lyder svaret.
Kristian Jensen vil ikke kommentere resultatet af
rundspørgen.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |