Ministerier skriver fyresedler i bundter
Socialministeriet skærer dybt i personalegruppen og sender 90
ansatte på gaden onsdag.
Ministerierne er gået i gang med at skrive fyresedler i bundter.
Onsdag vil 90 ansatte under Socialministeriet få sparket, skriver
Politiken.dk.
Det drejer sig både om departementet og styrelser som Den Sociale
Ankestyrelse og Pensionsstyrelsen.
Tirsdag varslede Finansministeriet store besparelser. Her er der
endnu ikke sat tal på, hvor mange, der skal sættes på gaden.
I embedsmændenes fagforening Djøfs overenskomstforening siger
formanden, Lars Qvistgaard, at det bliver den største
personaletilpasning nogensinde, også i forhold til, da Anders Fogh
Rasmussen (V) dannede regeringen i 2001.
Nogle af de embedsmænd, der mister deres arbejde, kan selv have
været med til at forberede det.
De kan have været med til at fabrikere den boligjobpakke, som i
sommer gav ejere og lejere mulighed for at få fradrag for hjælp og
istandsættelse i boligen.
Pengene til en del af boligjobpakken skal komme fra "fokuseret
administration", skriver Politiken.dk.
Før jul kom det frem, at udenrigsminister Villy Søvndal også vil
spare i Udenrigsministeriet, selv om han selv kritiserede den
tidligere regering for den slags besparelser.
Og selv om Danmark netop har overtaget EU-formandskabet for et
halvt år.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |