Mols-Linien satser på ny storfærge
En ny stor færge viser vejen frem for Mols-Linien, der satser
offensivt.
En ny superfærge med plads til 1200 passagerer og mere end 400
personbiler udvider færgekapaciteten mellem Jylland og Sjælland
kraftigt. Med færgen ønsker Mols-Linien at sende et stærkt signal
om fremdrift og tro på fremtiden.
- Med den nye færge begynder en ny epoke for Mols-Linien, siger
Søren Jespersen, adm. direktør for Mols-Linien.
Det næsten 113 meter lange skib af typen Incat sættes i drift i
maj. Anskaffelsen udvider kapaciteten med næsten 100 procent i
forhold til Max Mols, som i dag er den største af rederiets
nuværende tre færger.
- Der er tale om en helt ny generation af færger. Den har store
lyse og overskuelige dæk, som gør det enkelt at køre ind og ud af
færgen.
- Hele kundeområdet er anlagt på et og samme dæk, og der er en
fantastisk panoramaudsigt fra store dele af skibet, siger
færgedirektøren.
Rederiet har det seneste halve år kunnet øge antallet af biler pr.
afgang kraftigt. Man har stadig stigende efterspørgsel morgen og
eftermiddag og har haft problemer med at leve op til kundernes
behov fra Aarhus tidligt om morgenen, oplyser rederiet.
Den nye færge gør det også muligt igen at tage campingvogne og
mindre lastbiler med om bord.
Færgen, der især skal sejle mellem Aarhus og Odden, får dagligt
fire afgange fra Aarhus og fire fra Odden.
I weekender og i højsæsonen, hvor færgen skal sejle mellem Ebeltoft
og Odden, får den tre afgange hver vej.
Mols-Linien har chartret den nye færge i 10 år med en
købsoption.