Odense får Natteravne

Mere end 100 personer har vist interesse for at blive Natteravn i Odense.Det skriver Fyens Stiftstidende.Allerede en lille uge før det første hvervemøde på Rosengårdskolen på onsdag har Natteravnene fået masser af luft under vingerne og er klar til at indtage Odenses gader.

Tilmeldingerne strømmede nemlig ind, da Café Stiften i aftes havde Natteravnene på plakaten. 59 af deltagerne tilkendegav her, at de agter at involvere sig. I dagene forud for debatmødet havde 42 personer meldt sig til. Dermed tæller flokken af potentielle Natteravne i Odense allerede nu 101 personer.

- Fuldstændig fantastisk og langt over forventning. Potentialet har hele tiden været der. Det skulle bare lige findes frem, siger erhvervsmanden Niels Thorborg til Fyens Stiftstidende.

L'Easy-ejeren har i måneder arbejdet for at få Natteravnene til byen, så Odense med 10 års forsinkelse og som den sidste storby i Danmark også får de frivillige voksne ud på gaderne i nattelivet.Natteravnenes ankomst til Odense sker efter en storstilet kampagne i et samarbejde mellem Natteravnene, Fyens Stiftstidende og reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, som Niels Thorborg ejer halvdelen af.

- Nu bliver det til noget. Det er jeg helt sikker på, siger Niels Thorborg, der selv har meldt sig som Natteravn.Også Odense-borgmester Anker Boye (S) er yderst tilfreds med opbakningen.- Det er dejligt og et meget positivt signal, som Odenses borgere her sender. Vi har overskud og vilje til at tænke på andre end lige præcis os selv, siger borgmesteren.Natteravnene landede i Danmark tilbage i 1998. Sangerinden Søs Fenger har været en passioneret og engageret støtte siden. Hun bruger bevidst sin stemme og kendte ansigt i bestræbelserne for at bære Natteravnene fremad. - Jeg er stolt over at være med til at tage de første, spæde skridt med Natteravnene her i Odense, siger hun til Fyens Stiftstidende.


//Ritzau//

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2012
Senest opdateret: januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op