Overvismand: Glem besparelser på børnecheck
Der er ingen penge at spare ved at skære i børnechecken for de
rigeste, lyder det fra overvismand.
Regeringens forslag om at spare penge ved at skære i
børnechecken får en hård medfart af overvismand Hans Jørgen
Whitta-Jacobsen.
I Politiken tirsdag advarer han regeringen om, at initiativet ikke
vil give flere penge i statskassen. Det vil blot få vellønnede til
at arbejde mindre.
For danskere, der tjener over 500.000 kroner, svarer en
nedregulering af børnechecken til en højere skat. Og den er
allerede på 66 procent for denne gruppe, når det hele regnes
med.
- Der er ikke nogen udsigt til, at staten får flere penge i kassen
ved at hæve skatten op over de 66 procent. For når man beskatter
hårdere på den indkomst, går det ud over motivationen til at
arbejde, siger overvismanden til Politiken.
Regeringen satte søndag børnechecken til de mest velstillede
danskere til diskussion.
Både S, SF og R har erklæret sig åbne for at diskutere en
indtægtsregulering, men har hidtil ikke givet noget konkret
bud.
Og de radikale erkender, at overvismanden kan have en pointe.
- Derfor siger vi også, at personskattelettelsen i forbindelse med
en kommende skattereform skal være mindst lige så stor for den
gruppe, så de ikke samlet set mærker en stigende marginalskat,
siger skatteordfører Nadeem Farooq (R).
DF er begejstret for forslaget fra regeringen og mener, at det vil
give 600 millioner kroner til statskassen, hvis børnechecken
nedtrappes gradvist for husstandsindkomster over 1,2
millioner.
Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) mener ikke, at en
indtægtsregulering vil have samme effekt som en almindelig
skattestigning:
- Man skal tage i betragtning, at børnechecken kommer til
udbetaling på en særlig vis, siger Thulesen Dahl til
Politiken.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |