Pensionskasse: For mange på førtidspension
Hvem kan få førtidspension? Kommuner behandler folk forskelligt,
og flere kan rent faktisk forblive i arbejde.
Bliver alle kommuner lige gode til at beholde folk på
arbejdsmarkedet, vil det betyde, at færre kommer på førtidspension.
Det viser en undersøgelse fra PensionDanmark.
I tørre tal kunne 400 medlemmer af pensionsselskabet hvert år undgå
at ryge på førtidspension, hvis alle kommuner bliver lige så
dygtige som de 20 procent bedste, når det drejer sig om at
fastholde medlemmerne på arbejdsmarkedet, viser analysen.
- De store forskelle i kommunernes praksis sender personer på
førtidspension, som kunne fastholdes på arbejdsmarkedet. Det er
ikke kun menneskeligt uacceptabelt. Det giver også store
samfundsøkonomiske tab, mener Torben Möger Pedersen, direktør i
PensionDanmark.
- Pensionsopsparerne taber også penge, fordi udgifterne til
supplerende førtidspensioner går ud over opsparingen til
alderspension, siger han i en kommentar til analysen.
Hvert år kommer omkring 1300 af selskabets medlemmer på
førtidspension. Og nogle kommuner sender dobbelt så mange borgere
på førtidspension som gennemsnittet.
Men gik alle kommuner over til den praksis, som en femtedel af
kommunerne anvender, vil det årlige antal førtidspensioneringer
reduceres med omkring en tredjedel.
- I de forestående forhandlinger om en førtidspensionsreform bør
det sikres, at best practice bliver udbredt til alle kommuner, så
flere førtidspensioner kan forebygges, påpeger Torben Möger
Pedersen og fortsætter:
- Forskellene er simpelthen for store til, at de bare kan fejes til
side som tilfældige.
/ritzau/