Prisen på el-tjek svinger kraftigt
Regningen for eftersyn af el-installationer varierer over 1200
kroner. De billigste er useriøse, lyder det.
Et eftersyn af el-installationerne i hjemmet kan forhindre en brand
og give sikkerhed ved en bolighandel. Men de udbudte el-eftersyn
varierer så meget i pris, at branchen selv sætter spørgsmålstegn
ved kvaliteten. Det skriver Politiken mandag.
Avisen har indhentet tilbud på et el-eftersyn af en bolig hos 20
autoriserede el-installatører i København. Det billigste eftersyn
koster 562,50 kroner, mens den dyreste el-installatør tager 1812,50
kroner for at tjekke lovligheden af installationerne.
Det dyreste firma i undersøgelsen, Fendt-Hansen, mener, at
prisforskellen vidner om store kvalitetsforskelle.
- Det er dybt useriøst at lave et el-eftersyn for 500 kroner. Et
el-tjek tager i hvert fald en time, og hvis der er mange fejl, kan
det tage fire.
- En timeløn er på omkring 400 kroner, men man kan jo ikke bare
stoppe halvvejs igennem, siger Lars Hansen, el-installatør i
Fendt-Hansen til Politiken.
El-installatørernes brancheforening, Tekniq, er enig i, at de store
prisforskelle på et el-eftersyn alene i København vidner om en
varierende kvalitet i arbejdet.
- Der kan være forskel på grundigheden og opfattelsen af, hvad et
el-tjek er. Dertil kommer, at installatører kan vælge at gøre det
billigt af hensyn til nye kunderelationer, siger Niels Jørgen
Hansen, direktør i Tekniq.
1. maj indføres ved lov en el-eftersynsordning, som har været længe
undervejs. Den nye ordning gør det obligatorisk at få foretaget et
el-eftersyn af en autoriseret el-installatør, hvis der skal tegnes
ejerskifteforsikring ved en hushandel.
Sikkerhedsstyrelsen skønner, at el forårsagede 3900 brande i 2009,
og 40 procent af alle brande i Danmark skyldes dermed fejl i
el-installationerne.
/ritzau/