SF: Velstillede skal ikke have børnecheck
S og R er ifølge SF klar til at skære i børnechecken for rige
familier. Hvordan er stadig et åbent spørgsmål.
Børnechecken er ikke længere fredet. SF vil have børnechecken
indrettet, så den ikke længere sendes i lommen på velstillede
familier. Socialdemokraterne og De Radikale er ligeledes parate til
at skære i ydelsen.
- Vi havde en stor diskussion om børnechecken med
Socialdemokraterne og De Radikale lige omkring jul, hvor alle tre
partier åbnede for den her mulighed. Men selvfølgelig uden at lægge
sig fast på en beløbsgrænse, siger SF's formand Villy
Søvndal.
Villy Søvndal ønsker ikke definere, hvad en velstillet familie
tjener.
- Jeg vil ikke ind i en nærmere beløbsgrænse. Vi er i en situation,
hvor den økonomiske krise gør, at vi brug for penge til at sikre
balance i økonomien, og der er det oplagt, at de bredeste skuldre
skal være med til at bære, siger han.
Børnechecken bliver i dag givet til alle børnefamilier uanset
indkomst, hvor alle andre sociale ydelser og tilskud bliver givet i
forhold til, hvilke indkomst mennesker har, pointerer Villy
Søvndal.
Han tror ikke, at danskerne vil opleve, at en mindre børnecheck
opfattes som en ekstra skat.
- Mange af dem, der får børnechecken og har høje indkomster, har
sagt, at de kan godt klare sig uden. For mig er det et
retfærdighedsprincip, og et ønske om at sikre, at vi har penge til
at investere i et Danmark, der kommer stærkere ud af krisen, siger
Villy Søvndal.
De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, kræver, at højtlønnede
børnefamilier skal kompenseres for et eventuelt tab af
børnecheck.
- Hvis man tager børnechecken fra de rigeste og ikke gør andet, så
er der de facto tale om en højere marginalskat til de
højtlønnede.
- Det er ikke vores intention, at vi skal fjerne eller graduere
børnechecken uden at gøre noget andet. Det kan ikke stå alene,
siger Nadeem Farooq til Politiken.
660.000 familier får hver tredje måned en børne- eller
ungdomscheck. I 2012 koster børnechecken staten 14,7 milliarder
kroner. Hvor mange milliarder kroner SF regner med at få i
statskassen, hvis børnechecken beskæres, ønsker Villy Søvndal ikke
komme med et bud på.
- Det er alt for tidligt. Vi er i et forhandlingsforløb, siger
han.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
februar 2012 |
| Senest opdateret: |
februar 2012 |